Serena og Wozniacki i samlet front mod kønsdiskriminerende Wimbledon

Caroline Wozniackis kritik af Wimbledon spreder sig som ringe i vandet.

Caroline Wozniacki og Serena Williams står nu skulder ved skulder i kritikken af Wimbledon, som de mener favoriserer kampe med mandlige spillere. (© Scanpix)

- Nobody puts Baby in a corner, lyder det kendte citat fra 80’er-klassikeren ”Dirty Dancing”.

Gemmes væk i hjørnet skal Caroline Wozniacki absolut heller ikke. Hun skal have den store scene.

I hvert fald har Caroline Wozniacki modtaget massiv støtte, efter hun på et pressemøde luftede kritik af Wimbledon, for at favorisere kampe med mandlige spillere på de prestigefyldte Centre Court og Court One.

- Jeg ville elske at have spillet på en stor bane. Det er det, man træner hårdt for. Men kvinderne har ikke de store muligheder for at spille på de store baner her. Der bliver oftest kun placeret én kvindekamp på Centre Court og én på bane et hver dag, sagde Wozniacki, der blandt andet var utilfreds med underlaget på Bane 2, som blev endestationen.

God ven bakker op

Siden hen har sociale medier flydt over med ros til danskeren for sin åbenmundede kritik af Wimbledon, og nu bakkes hun op af verdens absolut største kvindelige tennisstjerne og Carolines gode ven, Serena Williams.

- Det er noget vi kæmper med. Vi har gjort nogle fremskridt, og jeg håber vi kommer til at gøre flere, men det her begrænser sig ikke kun til Wimbledon. Vi har det samme problem i flere forskellige turneringer, lyder det fra Serena William til The Guardian.

- Faktisk er det et problem i stort set alle turneringer, hvor både kvinder og mænd spiller, så det starter ikke her. Det er en kæmpe debat, som man bliver nødt til at tage op.

I løbet af de første syv dage blev der spillet 24 kampe på Centre Court under Wimbledon. Kun ni af de kampe var med kvindelige spillere.