Skadet Wozniacki: Det gik ellers så godt

Caroline Wozniacki måtte torsdag morgen trække sig med en skade. Hun førte kampen på det tidspunkt.

Caroline var godt tilfreds med sit spil inden hun måtte trække. (Foto: © Erik S. Lesser, Scanpix)

Der er tilsyneladende ingen grænser for Caroline Wozniackis uheld. Hun har været skadet det meste af foråret, og torsdag morgen måtte hun igen trække sig med smerter. Denne gang i venstre arm.

Undertippede Wozniacki førte ellers andenrundekampen ved Citi Open i Washington.

- På et tidspunkt slog jeg en baghånd og mærkede noget. Jeg tænkte: ”Åh, det er ikke så slemt”. Men så ramte jeg en anden baghånd og tænkte pludselig: ”Okay, det ér faktisk slemt”. Derfra blev det bare værre og værre, siger Caroline Wozniacki ifølge AP.

Den ene ting efter den anden

Wozniacki virkede ellers i hopla i sin kamp mod Samantha Stosur. Danskeren vandt første sæt mod verdensranglistens nummer 14 med 7-5 efter at have været bagud 3-5, og derfor kom skaden altså også på et noget uheldigt tidspunkt.

- Jeg synes, jeg rammer boldene ret godt. Jeg server godt. Og så sker det her. Det er virkelig skuffende.

- Lige nu er det bare den ene ting efter den anden.

Allerede i første sæt bad Wozniacki om en timeout på grund af smerterne. I andet sæt var stillingen 4-3 til Stosur, da Wozniacki måtte opgive at fuldføre kampen.

Wozniacki har ikke lang tid til at komme ovenpå. Hun skal nemlig bære den danske fane ved OL i Rio, der begynder den 5. august.