Superserber klar til Wimbledon-kvartfinale

Novak Djokovic havde ingen problemer med at slå franske Adrian Mannarino i fjerde runde af Wimbledon.

Novak Djokovic var naturligvis meget tilfreds efter sejren i fjerde runde af Wimbledon. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic vandt tirsdag eftermiddag i tre sæt over franske Adrian Mannarino og er dermed klar til kvartfinalen ved den prestigefyldte tennisturnering Wimbledon.

Kampen mellem de to herrer var flyttet til tirsdag på grund af Gilles Müller og Rafael Nadals knap fem timer lange kamp mandag aften.

Den kamp endte med et overraskende Nadal-exit, men i tirsdagens udsatte kamp var favoritten Djokovic altså for stærk for Mannarino. Sejrscifrene lød på 6-2, 7-6 (7/5) og 6-4 i en kamp, der varede lidt over to timer.

Problemer med skulderen

Mod slutningen af kampen bad Djokovic om en medical timeout, og serberen så også ud til at have store problemer med skulderen.

Derfor var han formentlig også lettet, da han efter en række nervepirrende matchbolde formåede at lukke kampen i tredje sæt.

Dermed er Djokovic som den ottende og sidste herrespiller klar til kvartfinalen ved Wimbledon. Her venter tjekkiske Tomas Berdych.

Andenseedede Novak Djokovic har vundet Wimbledon tre gange i karrieren.

/ritzau/