Skavanker fra Tausons tennis-triumf får hende til at trække stikket for en stund

Efter sin sejr i Altenkirchen trækker den 20-årige tennisspiller sig fra turnering i Frankrig.

Efter nogle hårde turneringsuger har Clara Tauson samlet nogle småskavanker op, fortæller hun. (Foto: © DPPI/Rob Prange / IPA, IPA)

Når tingene ellers er i balance, kræver det ikke stor tennisindsigt at spotte, hvilket talent 20-årige Clara Tauson er begavet med.

To WTA-titler allerede som teenager og sidste år helt oppe som nummer 33 på verdensranglisten.

Men lige som karrieren peakede, begyndte et langt, opslidende 2022 med skader for danskeren, der dog i weekenden endelig fik noget at smile over, da hun vandt i ITF-turneringen i tyske Altenkirchen.

Kulminationen på en måned, hvor det igen begynder at lysne, svarer Clara Tauson i en mail til DR Sporten.

- Det føles naturligvis helt fantastisk at vinde en turnering og mod en solid top-100-spiller (belgiske Gret Minnen, red.). Jeg er glad for de seneste tre uger, og finalen var prikken over i'et.

- Jeg tager noget med fra alle kampene. Vi arbejder med nogle ting, og der har været fremgang dag for dag og kamp for kamp. Det er jeg meget glad for, svarer Tauson.

Clara Tauson ligger aktuelt nummer 128 på kvindernes verdensrangliste. (Arkivfoto) (Foto: © Jayne Kamin-Oncea, Ritzau Scanpix)

Midt i glæden har den 20-årige tennisspiller, belært af det år, hun netop har forladt, samtidig valgt at lytte til sin krop.

- Der har været mange både lange og intense kampe. De sidste 17-18 dage har jeg spillet 11 kampe, så det kan jeg helt sikkert godt mærke i kroppen, svarer Clara Tauson.

Livet som professionel tennisspiller skal selvsagt være hårdt, men det er også vigtigt at tænke sig om.

- På den baggrund har jeg besluttet sammen med både fysioterapeut og læge at turneringen i Macon desværre ikke er mulig, fortæller tennisspilleren om det afbud, hun har meddelt arrangørerne af denne uges ITF-turnering i Frankrig.

- De skavanker, der er opstået, skal ikke presses. Nu ser jeg frem til at bruge nogle dage med mit medical team i Italien, og så planlægger jeg at være tilbage på kampbanen i Trvana om lidt over en uge.

Fra 33. pladsen i februar sidste år røg Clara Tauson i oktober ud af top-100 på verdensranglisten, men med weekendens resultat begynder hun igen at markere sig og samle point ind til at avancere i den internationale rangering.

Vejen tilbage mod tidligere tiders placeringer fylder dog ikke det store for den danske tennisspiller.

- Jeg bliver i nuet og koncentrerer mig om, hvad jeg skal i morgen, svarer Tauson.

Discoverys tennisekspert Michael Mortensen tillader sig at se lidt længere ud i fremtiden på vegne af den 20-årige tennisspiller.

I et tidligere interview med DR Sporten forklarede han, at Clara Tausons gode spil og finale i Altenkirchen er starten på en rejse tilbage mod verdenseliten.

- Hun har virkelig mange facetter i sit spil, og det er kun et spørgsmål om, hvordan kroppen har det. Hun er et godt sted i øjeblikket, og i løbet af ganske kort tid vil hun være blandt de 100 bedste i verden igen, og så kan alt ske, sagde Michael Mortensen.

- Hvis hun kan holde sig skadefri, kan hun tilslutte sig de 50 bedste i verden, inden sæsonen er overstået.

ITF-turneringen i den slovakiske by Trnava, hvor Clara Tauson planlægger at deltage, begynder om en uge.