Optimismen og forventninger var helt i top, da Caroline Wozniacki tog hul på dette års sidste Grand Slam-turnering US Open.
Men med nattens nederlag til russiske Ekatarina Makarova, så måtte Wozniacki allerede takke af i anden runde og se langt efter den eftertragtede Grand Slam-titel, som hun stadig mangler på CV’et.
- Det er dybt frustrerende for hende, at hun ikke har vundet en Grand Slam endnu, siger tennisekspert Michael Mortensen til DR Sporten.
Med 27 år på bagen, så rejser spørgsmålet sig, om Grand Slam-toget er kørt for Wozniacki.
Michael Mortensen vurderer, at det bliver vanskeligere for den danske tennisspiller.
- En ny generation har meldt sin ankomst. En generation Caroline har haft problemer med. De kommer med fandenivoldskhed og puster hende i nakken, og der er ikke plads til at spille en dårlig kamp i Grand Slam-turneringerne. Så det bliver sværere. Der er flere, der bejler til Grand Slam-titlerne, siger Mortensen og fortsætter:
- Og så er spørgsmålet også, hvor længe hun spiller endnu? Hun spiller næste sæson, men efter det, er det så et eller to år mere?
Vidunderlig form
Trods nye, sultne modstandere og det biologiske ur kan tale imod, så vurderer Mortensen, at der er flere ting, der taler for, at Wozniacki opnår en Grand Slam-triumf.
- Det må være motiverende for hende, at hun ikke har vundet en Grand Slam endnu. Hun vil vinde én og vil gøre alt for at være optimalt forberedt til Grand Slam-turneringerne. Hun har stadig mange spillemæssige kvaliteter, og hun er sulten, men det afhænger af hendes egen tro på det. Det er selvtilliden, der gør forskellen, siger Mortensen og fremhæver:
- Og hun er jo i vidunderlig form og har aldrig været bedre spillemæssigt og fysisk, så hvis hun kan holde sig skadesfri, så er der store muligheder. Jeg tror stadig på Caroline.