Tennisekspert: Respekten er væk for Wozniacki

Der er ikke nogle spillere, der har respekt for Caroline Wozniacki mere på WTA-turen, og det besværliggør hendes situation.

Caroline Wozniacki har ikke særlig meget optur for tiden. (Foto: © Adam Glanzman, Scanpix)

Der har været længe mellem de gode opturshistorier for Caroline Wozniacki, og de bliver sværere og sværere at finde, da bunken med nedture bare bliver større.

I går ramte danskeren et nyt lavpunkt, da hun tabte første runde ved Connecticut Open i New Haven til den kun 19-årige lettiske spiller Jelena Ostapenko, og hvis man spørger tenniseksperten på Eurosport, Michael Mortensen, er der en klar årsag.

- Det der er sket er at hendes kolleger på Touren har mistet respekten for hende. Tidligere var hun oppe i hovedet på sine modstandere, hun var mentalt ovenpå – det er hun ikke længere, siger Michael Mortensen.

- Der er mange unge spillere på Touren lige nu, og de har ikke den respekt for Caroline, som mange af de etablerede spillere har. Så hun bliver nødt til at tage arbejdshandskerne på og spille de mindre turneringer for at få de succesoplevelser, så hun kan sende et signal til kollegerne om at hun er på vej tilbage.

Michael Mortensen referer til, at den tidligere verdensstjerne Andre Agassi deltog i flere små turneringer for at finde tilbage til toppen efter en længere pause, og Wozniacki bør gøre det samme.

- Hvis det fortsat er tennis, hun gerne vil, er den eneste løsning for Caroline at spille mindre turnering og spille så mange kampe som overhovedet muligt. Kampe, hvor der er point og rangering på spil, så der også er et mentalt pres, forklarer han.

- Jeg håber hun kan komme tilbage. Jeg håber hun vil vise viljen at hun vil tilbage. Vi får et svar ved US Open og så programmet efter det. Når hun spiller sit bedste tennis holder hun et højt niveau, siger Michael Mortensen.

US Open starter den 29. august.