Caroline Wozniacki styrtdykkede tidligere på året på verdensranglisten, men nu er den danske tennisstjerne ved at tage et kvantespring den anden vej.
Søndag vandt hun Pan Pacific Open i Tokyo og sikrede sig dermed den første turneringssejr i halvandet år.
- Sejren kommer til at betyde kolossalt meget for hende. Det er en forløsning og et vendepunkt. Den her sejr vil kickstarte hele hendes karriere igen, siger Caroline Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen.
På vej tilbage blandt de bedste
Med sejren i Tokyo rykker Caroline Wozniacki tilbage ind på Top 25 på verdensranglisten, næste gang den udkommer.
Den danske tennisspiller er derfor på vej tilbage mod de allerbedste i verden.
- Som hun spiller i øjeblikket, så er hun blandt de fem bedste spillere i verden. Hun spiller med en autoritet og en spilleglæde, som man skal have for at være blandt de absolut bedste i verden, siger Michael Mortensen.
Caroline Wozniacki slog to spillere fra verdens top ti på hendes vej til finalesejren i Japan.