US Open-finalister falder og baner vej for Wozniacki i Kina

Madison Keys og Sloane Stephens, som var i US Open-finalen tidligere i september, er ude efter en kamp i Kina.

Sloane Stephens og Madison Keys blev begge sendt ud i første runde af WTA-turneringen i Wuhan. (Foto: © Robert Deutsch, Scanpix)

For lidt over to uger siden var amerikanerne Madison Keys og Sloane Stephens i finalen i grand slam-turneringen US Open.

Mandag spillede de to tennisspillere for første gang siden finalen, da de stillede op i første runde ved WTA-turneringen i kinesiske Wuhan.

Både Madison Keys og Sloane Stephens røg dog overraskende ud af turneringen i Kina.

Sloane Stephens, som vandt US Open, tabte 2-6, 2-6 til kineseren Wang Qiang, der styrede kampen fra start til slut.

Få timer forinden tabte Madison Keys 2-6, 6-7 til den amerikanske kvalifikationsspiller Varvara Lepchenko. I den kamp var Madison Keys hæmmet af en skade i venstre håndled.

Trods skaden tilspillede Madison Keys sig to sætbolde i andet sæt, men udnyttede ingen af dem.

Lettere vej for Wozniacki

Caroline Wozniacki, som søndag vandt en WTA-turnering i japanske Tokyo, er også med i Wuhan, hvor hun er i samme seedningshalvdel som de to amerikanere, og hendes vej til finalen blev dermed en smule lettere.

Danskeren sidder over i første runde, men i anden runde skal Wozniacki møde grækeren Maria Sakkari, der er nummer 80 i verden. Wozniacki er nummer seks.

Wozniacki og Sakkari har aldrig mødt hinanden tidligere.

Også den tidligere verdensetter Angelique Kerber måtte forlade turneringen, da hun tabte i to sæt til Caroline Garcia.

/ritzau/