Venus Williams er klar til kvartfinalebrag i US Open - Sharapova er ude

Den 37-årige amerikaner er blandt de sidste otte i US Open, mens 1/8-finalen blev endestationen for russeren Maria Sharapova.

Venus Williams kan knytte næven efter sejren over Carla Suarez Navarro. (Foto: © RAY STUBBLEBINE, Scanpix)

Den niendeseedede Venus Williams er videre til kvartfinalen i US Open, efter en sejr i tre sæt over Carla Suárez Navarro, mens Maria Sharapova er færdig i turneringen efter et nederlag i tre sæt til lettiske Anastasija Sevastova.

Den 37-årige amerikanske veteran fik en stærk start mod Carla Suárez Navarro, da hun brød spanierens første serveparti og bragte sig foran 2-0 på vej mod en sikker sejr på 6-3 i første sejr.

Navarro, der er nummer 35 på verdensranglisten, vandt andet sæt med samme cifre, men tabte herefter pusten i det afgørende tredje sæt, som Venus Williams vandt 6-1.

Amerikaneren har to gange tidligere vundet singlerækken i US Open, men den seneste triumf ligger 16 år tilbage, da hun i finalen slog lillesøsteren Serena.

Venus Williams skal i næste kamp møde Petra Kvitova, der har vundet Wimbledon to gange.

Den 13.-seedede tjekke eliminerede dette års Wimbledon-vinder, Garbiñe Muguruza, der var seedet til en plads i semifinalen.

Første sæt blev en tæt affære, som Kvitova vandt.

Muguruza førte ellers 4-1 i åbningssættet og havde tre chancer for at bryde til 5-1. Men Kvitova gav ikke op og holdt serven. Derefter vandt hun fire ud de næste fem partier, før hun afgjorde sættet i tiebreak. Andet sæt vandt hun 6-3.

Det er Kvitovas største sejr, siden hun vendte tilbage til sporten, efter at hun i december var udsat for et knivoverfald i sit hjem i Tjekkiet.

Kun en gang tidligere - i 2015 - er hun nået frem til kvartfinalerne ved US Open.

- Jeg har arbejdet hårdt for at komme tilbage og være her. Det betyder rigtig meget, sagde hun efter sejren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kvitova kan blive den anden venstrehåndsspiller i træk til at vinde US Open efter Angelique Kerber vandt i 2016. Første forhindring bliver Venus Williams, den ældste tilbageværende spiller hos kvinderne.

Sharapova slået af stabil lette

Mange uprovokerede fejl mod den stabilt spillende lette blev Sharapovas endeligt. Sevastova vandt med cifrene 5-7, 6-4, 6-2.

Sharapova så skarpest ud fra start, og hun styrede mod første sæt, da hun bragte sig foran 4-1.

Sevastova fandt dog stille og roligt sine fødder på det store Arthur Ashe-stadion i New York.

Maria Sharapova forsøget at finde en grimasse der kan passe i opgøret mod Anastasija Sevastova. (Foto: © Shannon Stapleton, Scanpix)

Hun fik brudt tilbage, og ved 5-5 lignede det en afgørelse i tiebreak.

Men sådan ville Sharapova ikke have det. Med et stærkt parti i lettens serv brød russeren igen, og så var sættet hendes med 7-5.

I andet sæt var det Sevastova, som fik et tidligt servegennembrud, og trods muligheder for at bryde tilbage, kunne Sharapova ikke vende slagets gang.

Det skyldtes især, at letten fandt stor stabilitet i sit spil. Hun begik blot to uprovokerede fejl i hele andet sæt.

Sevastova fortsatte det gode spil ind i tredje sæt, hvor den femfoldige grand slam-vinder Sharapova omvendt lavede mange fejl.

Det gav to lettiske servegennembrud til 3-0, inden Sharapova reducerede til 2-3.

Men Sharapovas mange fejl blev hendes undergang. Sevastova brød russeren igen til 5-2, og efter flere misbrugte matchbolde tog letten sejren hjem.

Dermed er Sevastova videre til kvartfinalen på bekostning af den tilbagevendte russer.

Det var Sharapovas første grand slam-optræden, siden hun efter Australian Open i begyndelsen af 2016 fik en dopingkarantæne for indtag af det forbudte stof meldonium.

Hos herrerne røg den blot 18-årige canadier Denis Shapovalov søndag ud i ottendedelsfinalen mod den 12.-seedede spanier Pablo Carreño Busta.

Spanieren sejrede med de tætte cifre 7-6, 7-6, 7-6.

Shapovalov var den yngste spiller i herrernes ottendedelsfinale ved US Open, siden Michael Chang nåede ligeså langt i 1989 som 17-årig.

/ritzau/