Verdens nummer tre kan vente Wozniacki

Hvis Caroline Wozniacki slår Lucie Safarova, venter tjekken Karolina Pliskova i Miami Open-semifinale.

Karolina Pliskova har spillet sig i semifinalen i Miami og skal møde vinderen af opgøret mellem Caroline Wozniacki og Lucie Safarova. (Foto: © Geoff Burke, Scanpix)

Hvis ellers tennisspilleren Caroline Wozniacki vinder sin kvartfinale natten til onsdag, kan hun forvente meget hård modstand i semifinalen i Miami Open.

Her vil hun i så fald skulle møde verdensranglistens nummer tre, tjekken Karolina Pliskova, der er seedet to i Miami.

Tjekken vandt sin kvartfinale tirsdag aften med 6-3, 6-4 over kroaten Mirjana Lucic-Baroni.

Pliskova havde helt styr på kampen i første sæt, men kroaten svarede godt tilbage i andet sæt, hvor hun førte 4-2, inden Pliskova lukkede kampen med fire partier på stribe.

Pliskova-triumf i Doha

Nu skal Pliskova møde vinderen af kampen mellem Wozniacki og tjekken Lucie Safarova, der forventes at begynde klokken 01.30 natten til onsdag dansk tid.

Wozniacki og Pliskova tørnede sammen i februar, hvor tjekken sejrede i to sæt i finalen i Doha.

Danskeren fører dog 3-1 sammenlagt, men de tre sejre ligger flere år tilbage, og da var Pliskova endnu ikke en del af den absolutte verdenstop som nu.

/ritzau/