Verdensetter sendt ud af French Open

Allerede efter en enkelt kamp var det slut for Angelique Kerber i grand slam-turneringen French Open.

Tyske Angelique Kerber var seedet øverst i French Open, men tabte allerede i første runde. (Foto: © pascal rossignol, Scanpix)

Den tyske verdensetter i tennis, Angelique Kerber, er færdig i French Open efter et nederlag på 2-6, 2-6 i første runde til russeren Ekaterina Makarova.

Kerber spillede langt under sit normale topniveau og lavede alt for mange fejl.

Makarova var omvendt godt spillende og tog de chancer, der var nødvendige for at få Kerber ud at løbe.

Allerede i første parti i første sæt blev Kerber brudt, og russeren kom også foran 4-1 efter endnu et servegennembrud.

Dernæst var det nemt for Makarova at vinde første sæt.

I andet sæt gentog billedet sig, og Makarova kom hurtigt foran med 3-0 efter to brud i tyskerens serv.

Kerber kæmpede for at komme tilbage i kampen, men det lykkedes ikke.

/ritzau/