Verdensetter Angelique Kerber er klar til semifinalen ved WTA Finals i Singapore. Det er hun uden at svinge ketsjeren selv.
Tyskeren ville sikre pladsen, hvis Dominika Cibulkova blot ville vinde et enkelt sæt i torsdagens gruppekamp mod Simona Halep. Det klarede Cibulkova, som vandt kampen i to sæt med cifrene 6-3, 7-6 (7/5).
Kerber selv spiller sin sidste gruppekamp mod amerikaneren Madison Keys senere torsdag, men tyskeren er altså allerede sikker på at blive etter eller toer i gruppen og gå i semifinalen.
Nederlaget til Halep betyder, at hun er ude, mens Cibulkova skal håbe, at Kerber spiller sig ud og kan gengælde Cibulkovas hjælpende hånd.
Hvis Kerber slår Madison Keys i to sæt, bliver det Cibulkova og ikke Keys, der ledsager den stærke tysker ind i semifinalerne. En kamp i tre sæt eller amerikansk sejr vil sende Keys videre.
Fra den anden gruppe er Svetlana Kuznetsova videre efter to sejre i to kampe.
Fredag spiller den forsvarende mester, Agnieszka Radwanska, og Karolína Plísková om at snuppe den anden semifinaleplads fra gruppen.
/ritzau/