VIDEO 14-årigt dansk tennisfænomen finaleklar i Stockholm

I sin blot anden seniorturnering er purunge Clara Tauson finaleklar i ITF-turneringen Djursholm Ladies i den svenske hovedstad.

Lørdag blev en stor dag for dansk tennis. Caroline Wozniacki spillede sig frem i finalen ved WTA-finals i Singapore efter en spændende kamp mod tjekkiske Karolina Pliskova.

Fra Sverige var der også godt ny.

Den blot 14-årige Clara Tauson, der meget vel kan blive Wozniackis arvtager på den helt store tennisscene, spillede sig også i en finale lørdag, da hun i ITF-turneringen Djurlsholm Ladie i Stockholm slog den andenseedede 20-årige svensker Fanny Östlund med overbevisende 6-4, 6-1.

Det er blot Clara Tausons anden seniorturnering i karrieren.

Sidste år blev Clara Tauson den yngste danmarksmester nogensinde som 13-årig. Tidligere havde Caroline Wozniacki den rekord, da hun vandt sit først danmarksmesterskab som 14-årig i 2004.

Sammenligningerne med Caroline Wozniacki er Clara Tauson stolt over, om end hun bedyrer, at hun har en noget anderledes stil end sit forbillede.

- Jeg spiller meget aggressivt og vil meget gerne til nettet. Jeg spiller lidt mere drenget end Caroline. Piger står meget på baglinjen og står bare og slår. Jeg kan godt lide at komme til nettet og spille lidt anderledes, siger Clara Tauson.

’Den nye Wozniacki’ møder i finalen svenske Jacqueline Awad, der er seedet som nummer et i turneringen. Tauson er useedet, men altså nu blot en sejr fra sit største resultat i seniorkarrieren.

Godt gået af en 14-årig.

DR Sportens Kasper Thrane besøgte Clara Tauson i marts. Se indslaget fra det besøg øverst, hvor der også sniger sig en ung Caroline Wozniacki ind.