16 år og over 260 turneringskampe har Gilles Muller måtte stå igennem, før forløsningen kom lørdag.
Indtil nu har den 33-årige spiller fra Luxembourg været den højst rangerede spiller på ATP-ranglisten, som ikke havde vundet en titel. Det er han ikke længere.
Lørdag i Australien vandt han Apia International i Sydney over Dan Evans fra England, og da han kom til takketalen trængte tårerne sig derfor forståeligt nok på.
- Undskyld. Det betyder bare så meget for mig at vinde min første titel foran min kone og mine to drenge, lød det fra den rørte spiller.
Med sejren avancerer han til nummer 28 på ATP-ranglisten, og mandag indtræder han i første runde af Australian Open, hvor han får chancen for at fylde endnu mere i pokalskabet, når han møder Taylor Fritz fra USA.