Kevin Magnussen fik sved på panden tidligt fredag i sin Renault-ræser på Formel 1-banen i Malaysia.
Under dagens første træning forud for weekendens grandprix i Kuala Lumpur brød bilen nemlig i brand på grund af en brændstoflækage.
Selv tog Kevin Magnussen situationen med knusende ro:
- Jeg så, der var ild i bilen og så hoppede jeg ud af den. Det er sådan set det. Det var ærgerligt, at vi ikke fik noget kørsel i den første træning, fortæller Kevin Magnussen roligt.
På Twitter joker Magnussen også med episoden: Der er ret varmt i Malaysia, skriver han som tekst til et billede, hvor han er omspændt af flammer.
https://twitter.com/KevinMagnussen/status/781722950487638016
Du kan se hele interviewet med ham i toppen af artiklen.
Da anden træning gik i gang klokken otte i morges arbejdede mekanikerne stadig med at få bilen køreklar, men de nåede trods alt at få den fikset, så Kevin Magnussen fik de sidste 45 minutter af træningen med.
Den 23-årige danske kører fik 19.-bedste tid, mens hans holdkammerat Jolyon Palmer fik 12.-bedste tid i træning, der fortsætter lørdag efterfulgt af kvalifikation.