Davis Cup-kampen mellem Danmark og Sydafrika står 1-1 efter fredagens to opgør.
Benjamin Hannestad kunne nemlig ikke følge op på Frederik Løchte Nielsens sejr tidligere på dagen, da den 20-årige dansker tabte med 6-7, 0-6, 5-7 til Lloyd Harris.
Inden opgøret var danskeren ikke spået mange chancer mod sydafrikaneren, der er nummer 230 på verdensranglisten. Mere end 800 placeringer bedre end Hannestad.
Danskeren kæmpede dog flot undervejs og var flere gange ved at stjæle et sæt.
I sidste ende rakte det dog ikke for Hannestad, der måtte se sig besejret.
Derfor står det 1-1 i kampe i Davis Cup-opgøret, hvor der spilles bedst af fem kampe.
Vinderen rykker op på næsthøjeste Davis Cup-niveau i Europa/Afrika Group I.
Du kan se mere Davis Cup-tennis på DR3 lørdag klokken 12.55.