VIDEO Wozniacki om blæsevejr: Som at spille i Danmark

WTA-turneringen i Auckland er præget af stærk blæst. Men det er intet problem for Caroline Wozniacki, der er klar til kvartfinalen.

Caroline Wozniackis start på 2017 har været stort set uden problemer. Hun har vundet sine to første kampe komfortabelt i WTA-turneringen i Auckland og er nu klar til kvartfinalen i New Zealand.

Turneringen har været præget af hård vind, hvilket blandt andet forårsagede, at Serena Williams begik 88 uprovokerede fejl i sit nederlag i anden runde.

De blæsende problemer havde Caroline Wozniacki ikke i sin andenrunde-kamp mod amerikanske Varvara Lepchenko, der blev slået med cifrene 6-3, 6-3.

For er der noget danske Wozniacki er vant til, er det blæst, forklarede hun efter kampen.

- Jeg er jo fra Danmark, hvor vi er vant til vind. Jeg træner, når det blæser, så det er som at spille hjemme, grinede Caroline Wozniacki.

- Det var lidt køligt, banen var derfor hurtigere, men jeg er bare glad for at være videre. Jeg er tilfreds med den måde, jeg bevægede mig rundt på banen på, sagde Wozniacki.

Den danske tennisspiller, der er nummer 19 i verden slog fast, at hun er glad for sin sæsonstart.

- Jeg er tilfreds. Det er årets første turnering, og jeg plejer at have det svært i de to første kampe, men det ser ud til, at jeg spiller godt fra start i år, sagde Wozniacki.

I kvartfinalen torsdag møder Caroline Wozniacki tyske Julia Görges, der er nummer 53 i verden.