Lodtrækningen til dette års Wimbledon blev fulgt med interesse af tennisentusiaster med hang til nostalgi.
Blikkene var rettet mod navnene på Rafael Nadal og Roger Federer, og om de blev trukket i hver deres halvdel af turneringen.
Det blev de, og de kan derfor tidligst mødes i en finale.
Dermed lever drømmen om en gentagelse af en af alle tiders mest legendariske kampe; Wimbledonfinalen i 2008.
En kamp der står tindrende klart i hukommelsen hos Anders Haahr, der er kommentator på Eurosport.
- For det første var det tronskiftet. De havde mødtes i French Open og Wimbledon-finalen i årene forinden, og de havde delt tennisåret imellem sig. Nadal dominerede på gruset og Federer på græsset. Her fik Nadal skovlen under Federer, og han overtog samtidig førstepladsen på ranglisten.
- Da Nadal faldt til jorden efter matchbolden, var det markeringen af en ny mand på toppen af herretennis, siger han.
Eminent spil og medrivende dramaturgi
Fire timer og 48 minutters tennis over fem sæt bød de to duellanter publikum på i en kamp, hvor det fra første minut stod klart, at noget særligt var i vente.
- Allerede fra første duel, der nogle gange lige er sådan, hvor spillerne skal i gang, var der fuld smæk på. De kørte hinanden rundt, og så slutter den med en krøllet Nadal-forhånd ned i hjørnet, og så var vi ligesom i gang, fortæller Anders Haahr, der ikke kun husker kampen for det eminente spil:
- Dramaturgien i kampen var helt utrolig. Nadal der vinder de to første sæt og har 0-40 i Federers serv i tredje sæt, så man tænker, om han bare skal rulle henover Federer. Men så kom Federer tilbage og vandt tredje sæt. Og han var nede med matchbold i fjerde sæt, men vinder det i tiebreak.
- Mørket lurede, for der er ikke kunstigt lys ved Wimbledon, så da Nadal bryder og kommer på 8-7, og de sidder ved sidebyttet, ved alle, at der kun er et parti tilbage, før de må stoppe for dagen. Det ville have været en kæmpe antiklimaks. Men Nadal server og hiver den hjem.
- Der er skrevet bøger alene om den kamp, og der vil også blive lavet film en dag.
I årene der fulgte dyrkede de to en intens rivalisering, men efter formdyk og perioder plaget af skader var de to veteraner så småt dømt ude, og indtil januar i år var det ikke længere nogen selvfølge, at de igen skulle spille dominerende roller i grand slam-turneringerne.
Det ændrede Australian Open på, hvor de højst overraskende mødtes i finalen. Roger Federer vandt og sikrede sig sin 18. grand slam.
Som et comeback fra Beatles
Ved French Open gav schweizeren sin 35-årige krop en pause, mens Rafael Nadal understregede, at han også for alvor var tilbage på toppen ved at tromle al modstand. Han vandt sin 10. titel i Paris uden at afgive et sæt undervejs.
Derfor virker det heller ikke urealistisk, at de igen kommer til at stå over for hinanden på Centre Court i en direkte duel om Wimbledon-trofæet på næste søndag.
Og en fortsættelse af den rivalisering, der i så mange år løftede tennissporten, har ubetalelig værdi.
- Det betyder så meget, for det, der giver tennis sin næring, er rivaliseringerne. Man kommer så tæt på hovedpersonerne, deres mimik, deres personligheder og forskellighederne imellem dem. Det er den slags fortællinger der gør, at man bare må se næste kapitel. Så at vi får endnu et med Federer og Nadal, det er næsten som hvis Beatles havde gjort alvor af comeback-rygterne, dengang de florerede.
- Tænk engang, at de står her 10 år senere og giver os de her dramaer og spiller bedre end nogensinde, siger Anders Haahr, der også er vært på programmet Wimbledon på Radio 24syv.
Wimbledon begynder i dag. I første runde møder Rafael Nadal australieren John Millman, mens Roger Federer skal op imod Alexandr Dolgopolov fra Ukraine.