Wozniacki efter undskyldning fra Sharapova-lejren: Det er pinligt

Caroline Wozniacki har ifølge Ekstra Bladets oplysninger modtaget en undskyldning fra Maria Sharapovas agent – en undskyldning som det danske tennis-es ikke giver det store for.

Caroline Wozniacki er ikke imponeret over den undskyldning hun har modtaget fra Maria Sharapovas agent. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

Caroline Wozniacki var en af flere spillere på WTA-touren, der var ude med kritik, da den dopingdømte russer Maria Sharapova blev tildelt et wildcard til turneringen i Stuttgart.

Det fik Sharapovas agent Max Eisenbud til i New York Time at kalde Woznacki og polakken Agnieszka Radwanska for ’jorneymen’, hvilket sagt er lig med en atlet, der ikke er i stand til udmærke sig.

Nu har Eisenbud så ifølge Ekstra Bladets oplysninger været ude at undskylde overfor Wozniacki. En undskyldning, som danskeren ikke har meget til overs for.

- Jeg synes bare, det er så pinligt for ham. Der er ikke andet at sige, udtaler Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Intet wildcard til Sharapova

Undskyldningen fra Sharapova-agenten modtog Wozniacki i en email, og dette er ifølge verdensranglistens nummer 12 ikke synderligt imponerende.

- Hvis han virkelig var ked af det, så var han gået ud i de medier, hvor han havde kaldt mig en journeyman, og sagt, at han havde lavet en fejl. Så den undskyldning kan jeg ikke bruge til noget, supplerer Wozniacki ifølge avisen.

Caroline Wozniacki spiller i øjeblikket French Open, hvor hun onsdag møder canadieren Francoise Abanda i 2. runde.

Maria Sharapova har efter sin dopingudelukkelse ikke point nok til at deltage i den franske Grand Slam-turnering, og turneringsledelsen valgte ikke at tildele russeren et wildcard.