Wozniacki: Endelig en god følelse i kroppen

Den danske tennisstjerne glæder sig over sin første sejr i længere tid og mest af alt at lægge skadesproblemerne bag sig

Caroline Wozniacki glæder sig over at være helt fri af skadesproblemer. (Foto: © Aaron Doster, Scanpix)

Caroline Wozniacki var nådesløs, da hun natten til onsdag dansk tid vandt sin første kamp i efterhånden lang tid.

Danskeren er yderst tilfreds med at have brudt den onde cirkel, hun var havnet i, da hun tabte sin første kamp ved tre turneringer i træk. Og mest af alt er hun glad for ikke længere at føle sig hæmmet af skiftende irritation og smerter i lænden og det ene lår:

-Jeg følte mig godt tilpas på banen, ramte bolden godt og bedst af det hele, så havde jeg en rigtig god følelse i kroppen. Nu er jeg klar igen til at spille mit bedste tennis, lød det fra Wozniacki efter den overbevisende sejr i to sæt på 6-0, 6-2 over amerikaneren Alison Riske i WTA-turneringen i New Haven, USA.

Ingen undervurdering

Det var det første indbyrdes møde mellem de to spillere, der begge er 25 år. Danskeren var opmærksom på ikke at undervurdere sin modstander, der er nummer 56 på verdensranglisten.

- Jeg vidste, at hun havde slået spillere i top-10 før, så jeg vidste, at jeg ikke måtte lukke hende ind i kampen, siger Caroline Wozniacki, der er nummer fire på verdensranglisten.

Danskeren vandt turneringen i New Haven fire år i træk fra 2008-11.

I anden runde skal hun møde italieneren Roberta Vinci. Det står 2-2 i indbyrdes kampe mellem de to spillere.

Turneringen i New Haven er Caroline Wozniackis sidste test før grand slam-turneringen US Open i New York, der begynder i næste uge.

Her gik Wozniacki hele vejen til finalen sidste år, men tabte til storfavoritten Serena Williams.

/ritzau/