Caroline Wozniacki kæmper med japaneren Naomi Osaka og tjekken Petra Kvitova om at blive månedens spiller i september på kvindernes tour.
Danskeren lå ved månedens begyndelse nede som nummer 74 på verdensranglisten, men ved udgangen af måneden var hun avanceret til 22.-pladsen.
Det flotte spring på ranglisten skyldtes primært turneringssejren ved Toray Pan Pacific Open i Tokyo og semifinalen i US Open i månedens begyndelse.
Kåring ved afstemning
Det er kvindernes organisation WTA, der har nomineret de tre spillere, og vinderen findes ved hjælp af en afstemning på wta.com.
Vinderen offentliggøres på fredag d. 7. oktober.
Caroline Wozniacki spiller i øjeblikket China Open i Beijing, hvor hun i 3. runde møder polakken Agnieszka Radwańska natten til torsdag.