Caroline Wozniacki så på ingen måde ud til at være hæmmet af den svimmelhed, som hun oplevede efter sin sejr i første runde af China Open, da danskeren mandag spillede sig videre fra anden runde.
Med en overbevisende præstation satte Wozniacki russeren Anastasia Pavlyuchenkova på plads med cifrene 6-2, 6-2.
Fra kampens start var det med danskeren i teten. Tidligt kom hun op med et servegennembrud, og Pavlyuchenkova havde ingen modtræk.
Første sæt blev dansk med sikre 6-2, og Wozniacki buldrede videre ind i andet sæt.
Efter endnu et servegennembrud kom hun foran 3-0.
Russeren kom bedre med og fik presset Wozniacki, men Pavlyuchenkova dummede sig konstant, når hun fik spillet sig frem til breakbolde.
Ved 4-2 i andet sæt havde hun en håndfuld breakbolde, som alle blev misbrugt. I stedet udnyttede Wozniacki sin første mulighed, og så brød hun russerne igen til endnu en sætsejr på 6-2.
Russeren misbrugte otte ud af otte breakbolde i andet sæt.
I tredje runde venter vinderen af kampen mellem 12.-seedede Petra Kvitova og Varvara Lepchenko.
/ritzau/