Wozniacki vender nedtur til sejr i imponerende comeback

Det gik op og ned for danskeren i kvartfinalen mod Simona Halep, der til sidst blev slået i tre sæt.

Caroline Wozniacki er i semifinalen i Eastbourne i England. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

Tennisspilleren Caroline Wozniacki spillede sig torsdag i semifinalen i WTA-turneringen i Eastbourne.

Det skete, da den formstærke dansker besejrede den andenseedede rumæner Simona Halep i tre sæt med 5-7, 6-4, 6-1.

Efter at have tabt første sæt var Caroline Wozniacki nede 0-3 i andet sæt, før danskeren ændrede opgøret og tog sejren.

Efter at have sendt russiske Elena Vesnina ud tidligere torsdag, blev kvartfinaleopgøret en velspillet affære.

Begge spillere viste godt spil undervejs, og Caroline Wozniacki viste god form før Wimbledon.

Wozniacki og Halep har mødt hinanden fem gange tidligere med tre sejre til danskeren og to sejre til rumæneren. Torsdagens opgør var deres første møde på græs.

I semifinalen skal Caroline Wozniacki møde enten briten Heather Watson eller Barbora Strycova fra Tjekkiet.

Wozniacki vandt turneringen i Eastbourne tilbage i 2009.

/ritzau/.