Efter en overbevisende åbningssejr ved US Open venter der formentlig Caroline Wozniacki hårdere modstand i anden runde, hvor hun står over for tjekkiske Petra Cetkovska.
30-årige Cetkovska ligger nummer 149 i verden, men havde det ikke været for en lang række skader, havde hendes karriere formentlig udviklet sig til noget endnu større.
Allerede da Petra Cetkovska var 14 år gammel, var hun udsat for et grimt sportsuheld, da en ven kom til at presse hende mod en væg. To år senere førte det til en operation i hjernen på grund af hævelser. Året efter fik den uheldige tjekke kyssesyge, mens hun senere i sine unge år brækkede foden under junior-doublefinalen i Australien Open.
I 2012 nåede Petra Cetkovska karrierens højeste placering på verdensranglisten som nummer 25, men i 2013 blev hun igen sat tilbage af et træthedsbrud på venstre fod, mens hun i år er startet med en hofteskade.
Flot sommer-statistik
Det skal heller ikke være dårligdomme alt sammen. For den aggressivt spillende tjekke ser faktisk ud som om, hun er ved at genfinde formen, og hun har vundet 16 af sine seneste 19 kampe – de fleste dog på grus. Blandt andet triumferede hun i slutningen af juli i en mindre ITF-turnering i Polen.
Wozniacki ved også godt, at man ikke må undervurdere Petra Cetkovska. Senest de mødtes i 2013 vandt tjekken nemlig i to sæt. Inden da har Wozniacki dog også sejret to gange i indbyrdes opgør.
Mens Caroline Wozniacki ikke havde de store problemer med at komme forbi Jamie Loeb i første runde med 6-2, 6-0 måtte Cetkovska på noget hårdere arbejde mod en anden amerikaner, Christina McHale, som hun besejrede 4-6, 6-4, 6-3.
Fjerdeseedede Wozniacki kan trods alt ikke løbe fra en klar favoritværdighed i opgøret, og i tjekkens fem foreløbige deltagelser ved US Open er hun da heller aldrig nået længere end netop anden runde.
Kampen mellem Caroline Wozniacki og Petra Cetkovska spilles efter Roger Federers andenrundekamp, der er sat til at starte klokken et natten til fredag dansk tid.