Det lærte vi af afslutningen på gruppe C og D

Emre Mor fik sit internationale gennembrud, Tyskland har fundet deres højreback, Ukraine har masser af arbejde foran sig og Kroatien ser meget giftige ud.

Emre Mor og Cenk Tosun i en kærlig krammer efter Tyrkiets sejr over Tjekkiet. Mor var fremragende. (Foto: © PHILIPPE LOPEZ, Scanpix)

Kimmich har højrebacken for Tyskland

Tyskland spillede Nordirland ud på alle leder og kanter, og hvis Thomas Müller ikke havde været ramt af en EM-forbandelse – angriberen aldrig scoret ved et europamesterskab – så havde verdensmestrene vundet minimum 5-0.

1-0 sejren var dog nok til at vinde gruppen og Tyskland er fortsat et godt bud på en kommende europamester.

Det mest positive for Bundestrainer Joachim Löw var den unge Bayern München-spiller Joshua Kimmichs præstation på højreback, hvor han afløste Benedikt Höwedes, der nok er solid defensivt, men intet bringer frem ad banen.

21-årige Kimmich er egentlig midtbanespiller, men i kampe mod svagere modstand, hvor der ikke er meget at se til i det defensive, må han nu være det klare førstevalg på højre back.

Adskillige kompetente indlæg, god kontrol på bolden og kloge løb.

Stærkt gået af Kimmich, der spillede sin blot tredje landskamp, men næppe sin sidste ved denne slutrunde.

Emre Mor fik sit gennembrud

Tyrkiets legendariske landstræner Fatih Terim havde i den afgørende gruppekamp mod Tjekkiet den blot 18-årige knægt Emre Mor fra Tingbjerg med i sin startopstilling.

Det var en klog beslutning.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller, der tiltræder i Borussia Dortmund efter slutrunden i Frankrig, overraskede tjekkerne med sin utrolige fart med bolden og blev afgørende.

Den lille dribler, som de allerede har døbt den tyrkiske Messi i det fodboldglade Tyrkiet, lagde op til Burkan Yilmaz’ mål til 1-0 og tilførte i det hele taget tyrkerne noget tiltrængt gennembrudskraft i kontraspillet.

Tyrkerne er endnu ikke videre i turneringen, da de er afhængige af resultaterne i de andre grupper, men går Fatih Terims mandskab videre, så kommer vi til at se meget mere til Emre Mor.

Den danskfødte venstrebensspiller er et unikt talent. Kampafgørende i sin første starter for Tyrkiet. Man må bare lette på hatten.

Imponerende.

Ny ukrainsk landstræner foran stort arbejde

Ukraine forlader turneringen efter 3 kampe - med nederlag i lige så mange. Ikke så meget som ét mål lykkedes det dem at score. Den miserable præstation har landstræner Mykhaylo Fomenko taget konsekvensen af og opsagt sin stilling.

Alle rygter peger i retning af at legenden Andriy Shevchenko overtager tøjlerne efter EM-slutrunden. I så fald bliver der nok at arbejde med for den tidligere målmager.

Det har været langt fra imponerende, det de har præsteret. Og det såkaldte stortalent, Kovalenko, som skulle være det nye håb i ukrainsk fodbold, har været en stor skuffelse. Det er svært at se, hvor målene i fremtiden skal komme fra.

Men hvis ikke Shevchenko kan finde formlen, hvem kan så.

Kroatien er ”the real deal”

Kroatien mener det alvorligt. Med et reservespækket mandskab – og endda uden deres Maestro Modric - formåede Kroatien at besejre forhåndsfavoritten Spanien med 2-1.

Ivan Perisic var kampens helt store oplevelse. Med besnærende driblinger og pågående spil, var han konstant en trussel for det spanske forsvar – og krydrede endda indsatsen med det afgørende mål.

Sergio Ramos misbrugte ganske vist et straffespark ved stillingen 1-1, men det skal ikke pille ved det samlede billede af en strålende kroatisk indsats.

Kroatien sparede markante spillere som Modric, Brozovic og Mandzukic, mens Vicente Del Bosque greb kampen an i stærkeste formation. Et vidnesbyrd om en stor bredde hos kroaterne.

Kroatien bliver interessante at følge i den næste fase. Og måske er Spanien slet ikke så suveræne, som vi alle gik og troede.

Første gang de bliver udfordret, så det hele noget vakkelvornt ud.