Mere end 5000 betjente er indsat på centrale steder i og omkring Paris, når aftenens finalekamp mellem Frankrig og Portugal bliver fløjtet i gang. Ifølge BBC vil politiet patruljere tæt på Stade de France, hvor finalebraget skal stå, og i fanzonen i nærheden af Eiffeltårnet og Champs Elysees.
1900 betjente vil patruljere i fanzonen, og 3400 skal indsættes på Champs Elysees, nogle af dem skal komme fra Stade de France, når kampen er skudt i gang klokken 21.
Og sikkerheden for tilskuerne på Stade de France, der har plads til lidt over 81.000 tilskuere, er meget høj, lover franske embedsmænd.
- Vi har en politibetjent for lidt færre end 50 tilskuere, og det er ekstremt gunstige forhold og meget høj standard, siger Mathias Vicherat, Paris borgmesterens stabschef til BBC.
Men hvis Frankrig vinder over Portugal, bliver der ikke nogen sejrsparade på grund af sikkerhedsrisiko.
Politi og militær har patruljeret tæt i Paris siden terrorangrebet i november sidste år, hvor blandt andet Stade de France blev angrebet af tre selvmordsbombere, der detonerede deres veste udenfor.
En af selvmordsbomberne forsøgte at komme ind på stadion, hvor Frankrig spillede venskabskamp mod Tyskland, men en vagt viste ham bort.
130 mennesker mistede livet under angrebene i Paris den 13. november, hvor også spillesteder og restauranter var mål for terroristerne.
Mere end en million mennesker fejrede Frankrigs VM-sejr i 1998.
