Da han sparker, går det hurtigt. Men alligevel langsomt.

Utilfredsheden med 1-1 på Stade de France holdes i et splitsekund i et tilbageholdt åndedrag. Èt minut mangler af den ordinære spilletid, da Dimitri Payet sparker til bolden.

Det er med ét minut tilbage af kampen, han sparker sig ind i historiebøgerne. Det er med sejrmålet i åbningskampen mod Rumænien 10. juni i Paris, at alt forandrer sig. For Frankrig. For Dimitri Payet.

Havde han ikke scoret, ville starten på EM have været en skuffelse for Frankrig og stemningen anderledes i det splittede land. Havde han ikke udført det stykke kunst, der gjorde, at målet sugede bolden til sig, havde Payet ikke sparket sig ind i alle fodboldelskeres bevidsthed og lanceret sig selv som hovedperson i fortællingen om EM 2016.

Det vidste han godt, da han i det 91. minut, kunne se samtlige 75.000 tilskuere på Stade de France rejse sig i stående ovationer, da han blev skiftet ud. I tårer. På vej til bænken græd Payet, og tårerne ville ikke stoppe, da han satte sig ned ved siden af sine holdkammerater.

Loading preview...

Måske var det forløsningen. Måske det højtidelige øjeblik. Måske fordi hans familie fra øen Réunion sad på stadion. Eller også var det minderne om karrierens mange omveje og blinde veje, som alligevel i sidste ende førte ham til en frelserrolle for hele nationen.

De mange disciplinære problemer, det familiemæssige afsavn, den usikre udtagelse til EM og hans beslutning om at stoppe sin karriere. Vraget af sin klub, Le Havre, som bare 16-årig.

- Der var meget stress, et stort pres. Hvis nogen havde sagt til mig, at det ville gå sådan her, ville jeg ikke have troet dem. Det var de følelser, der kom ud ved målet, sagde Payet efter kampen, hvor han ud over målet stod for en assist.

L’Equipe kaldte Payet for frelseren, der reddede festen for Frankrig, mens ekspert og tidligere verdens- og europamester Bixente Lizarazu på tv-kanalen RTL, sagde, at ”det var ikke Frankrig mod Rumænien, men Payet mod Rumænien.”

- I starten af sæsonen var der ingen, der troede på, at jeg ville være her. Jeg er her, fordi jeg har arbejdet hårdt, sagde Dimitri Payet, mens hans krammede sin lille søn Noa og sin kone Ludivine.

Loading preview...

Det var kun starten: Seks kampe, tre mål, to assists, 14 skud på mål, 259 pasninger med en præcisionsprocent på 84. På Uefa’s formbarometer for EM er han nummer to, kun overgået af holdkammerat Antonie Griezmann.

Ingen havde troet, at 29-årige Payet skulle være vejviser på Frankrigs finalerute. Ikke engang ham selv.

Linkbox

Læs også

EM-STATUS Ronaldo header som andre sparker

Fiasko er nødvendig

På gangene i Le Havres ungdomsakademi pryder lange rækker af billeder væggene. Billeder af nogle af de for en andendivisions-klub bemærkelsesværdigt mange stjernespillere, der har fået deres fodboldopdragelse på det berømte akademi i det nordvestlige Frankrig.

Spillere som Paul Pogba, Steve Mandana, Lassana Diarra, Riyad Mahrez, Benjamin Mendy, Souleymane Diawara, Florent Sinama-Pongolle, Ibrahim Ba, Jean-Alain Boumsong, Vikash Dhorasoo og mange, mange andre.

Loading preview...

Dimitri Payet hænger der ikke.

- Der er vist en del billeder af ham inde på et af kontorerne, hvor der er mange gamle holdbilleder, siger Yann Montaigne fra akademiets stab, da DR besøger akademiet.

Det er ellers et akademi, der ynder at fremhæve alle de spillere, de har opdraget. Derfor er det svært at vurdere, om akademiet er stolte af deres tid med Payet, eller om det er et projekt, Le Havre helst vil glemme.

Sikkert er det, at de folk, DR snakker med i Le Havre, fremhæver, at Dimitri Payet ikke ville være den Payet, der spiller finale i aften, hvis han ikke havde været i Le Havre. At grunden til, at han er blevet den spiller og det menneske, han er i dag, skyldes nedturen og afvisningen i Le Havre.

- Fiasko er en del af succesen. I livet har man bare ikke succes, og for Payet tror jeg, at det var vigtigt, at han fejlede her, siger direktøren i Le Havre, Arnaud Tanguy, til DR.

- For at lykkes skal man igennem ting, der ikke lykkes. Hans læringskurve gik op og ned, og den var helt nede her. Men det var en del af processen for ham i forhold til dér, hvor han er nu, siger han.

Da DR bliver vist rundt på akademiet, er det sommerferie, og gangene er mørke og værelserne tomme. Der bor 50 unge spillere mellem 13 og 18, og de bliver scoutet fra hele Frankrig. De unge bor på værelserne to og to sammen, og der er to fløje i bygningen: En til børn mellem 13-15 år, og en anden, hvor de 15-17-årige bor.

Yann Montaigne viser DR’s udsendte værelserne og fortæller, at Dimitri Payet delte værelse med Florent Sinama-Pongolle. Langt hjemmefra, stadig kun 12 år, da han ankom til Le Havre. Alene, rejsende fra sit fødested, øen Réunion i Det Indiske Ocean.

Loading preview...

- Han kom hertil alene som barn og savnede sin familie meget. Han havde store problemer i skolen og opførte sig i det hele taget umodent. Han kunne ikke dedikere sig til fodbolden i den alder, og når han gjorde, handlede det kun om ham selv, saksespark og frække driblinger, siger Arnaud Tanguy.

Linkbox

Læs også

VIDEO Pogba sender tysker ud efter pølser

Hele mennesker

Han fremhæver, at akademiets vigtigste opgave er at skabe hele mennesker, der kan begå sig i et samfund. Voksne mænd. Det betyder nærmest mere end at skabe gode fodboldspillere. Spillerne skal igennem tre områder for at komme igennem akademiet og få tilbudt en kontrakt: Fodbold, skole og medborgerskab.

Ud over at de går i skole i selve byen Le Havre, skal de unge lære om det franske samfund, kultur samt gøre sig nyttige i lokalsamfundet ved eksempelvis at rydde op på stranden og på gader og hjælpe til, hvor det er nødvendigt.

Mens Payet var god til spillet på banen, forsøgte han at sabotere alt andet. Sandsynligvis i afmagt over for ensomheden og savnet til hans familie.

Loading preview...

- Det var ikke, fordi han gjorde én ting frygteligt, det var mere den akkumulerede mængde af hans handlinger uden for banen, der trak i den forkerte retning, har Michael Lebaillif, der var Payets træner i Le Havre i to år, sagt til Daily Mail.

- På banen var han meget selvisk og forsøgte konstante akrobatiske ting og kun de svære løsninger. Vi kan godt lide, at spillerne har det sjovt, men konstante saksespark var for meget, siger han og fortsætter:

- Derudover var han meget lille og spinkel. Det skulle man ikke tro, når man ser ham nu, men dengang var det meget markant, og det var faktisk også et stort problem, siger den tidligere træner.

Direktøren i klubben, Arnaud Tanguy, peger på, at børn på 12 år kan have svært ved at acceptere, at de skal arbejde for at få succes. Især hvis man som Payet har fået meget foræret i form af et uomtvisteligt, naturligt talent.

Loading preview...

- Når de kommer her som 12-årige, er det slemt for de franske børn. Men for ham var det endnu sværere, fordi han kom fra Réunion, siger direktøren og fortsætter:

- Og så er det er svært at lære børn, at de skal arbejde hårdt for at blive professionelle. Altså hårdere, end de i forvejen arbejder og så acceptere de nederlag, der også kommer. Somme tider skal de have det at vide på den hårde måde, simpelthen at blive fravalgt, siger han til DR.

På rundvisningen i akademiet kommer vi forbi kontoret. Klubbens kontor, hvor en 16-årig Payet sad foran præsidenten og lederen af akademiet og fik meddelelsen om, at han ikke levede op til klubbens menneskelige værdier og derfor ikke kunne fortsætte i klubben.

Loading preview...

- Det havde intet med akademiet at gøre. Vi gjorde bare, hvad der var i tråd med vores værdier. Det var hans umodenhed, der gjorde, at han blev fyret, siger Arnaud Tanguy.

- Dengang forstod han ikke, hvad der skulle til at blive en professionel fodboldspiller. Faktisk både på, men mest udenfor banen. Han tog ikke det ikke seriøst, og det hele drejede sig om at have det sjovt, hvilket er fint nok, hvis man også har den anden dimension, det seriøse og ansvaret, med, siger direktøren og fortsætter:

- Men da han blev fyret, lærte han af det og begik ikke den samme fejl igen, og derfor er han dér, hvor han er i dag, siger Tanguy, som tidligere er blevet bakket af akademiets leder, Johann Louvel:

- Det var både et chok for ham og for os, men alligevel også forventet. Han vidste, hvor det bar hen med sin opførsel. Vi tror på, at vi tillod Payet at blive det menneske, han er i dag. Det var en del af hans udvikling, og vi fortryder intet, siger Johann Louvel.

Linkbox

Læs også

VIDEO I Platinis fodspor: Se alle Griezmanns EM-kasser

Aldrig mere Frankrig

Dimitri Payet har erklæret sig enig i Le Havres udlægning. Men først skulle den desillusionerede 16-årige sluge nedturen. Men den sad godt fast i halsen. Hans drømme, hans håb skyllet ud et sted imellem Réunion og Le Havre.

Grædende rejste han tilbage til Réunion. Tilbage til den franske ø i Det Indiske Ocean, hvor eksotiske strande og verdens mest aktive vulkan, Le Piton de la Fournise, har hjemme.

Her traf han en beslutning:

- Jeg troede, at drømmen var forbi. Jeg ville aldrig tilbage til Frankrig, nogensinde. Jeg var nærmest traumatiseret over oplevelsen og beslutningen om, at de ikke ville beholde mig, fortæller Payet til The Independent.

- Da Le Havre fortalte mig, at jeg ikke engang var god nok til den næstbedste række, slog det mig ud. Derfor besluttede jeg mig for at blive på min ø og spille fodbold dér. Og da Nantes pludselig tilbød mig en chance, ville jeg ikke, men min far og onkel overbeviste mig om, at jeg skulle prøve, siger han.

Loading preview...

I mellemtiden havde Payet fået sin debut i den bedste række i Réunion som 16-årig. At spille med voksne i så ung en alder gjorde ham fysisk stærkere og mentalt hårdere, hvilket forberedte ham på, hvad der ventede i Nantes.

- Jeg tog til Nantes for min fars skyld. Specielt fordi fodbold er hans passion, og fordi han aldrig fik muligheden for at komme videre end til øen. Jeg tog udfordringen for ham, og med det i hovedet hjalp det mig til at forblive stærk i Nantes, siger Payet.

Han har givet lederne i Le Havre ret i, at han var for umoden dengang, og at han aldrig var blevet den spiller, han er i dag uden den traumatiserende oplevelse i Le Havre.

En oplevelse, man snakker meget om i Le Havre og i Frankrig, hvor man generelt anerkender klubben for behandlingen af Payet.

- Da jeg kom til klubben, kendte jeg til historierne om Pogba, Mahrez og de andre fra akademiet, siger klubbens nuværende cheftræner, amerikanske Bob Bradley, da DR møder ham på træningsbanen, der ligger med 10 kilometers afstand fra akademiet.

Loading preview...

- Men først her før EM hørte jeg historien om Payet og Le Havre. Prøv at hør, det er vigtigt med disse oplevelser, med historier som disse. De bedste spillere har faktisk svære oplevelser, selv andre franske spilere som Griezmann og Ribery, siger cheftræneren.

- Payet fandt jo ud af, at det her er et svært liv. Man får intet forærende. På en måde gik det jo ikke godt her i Le Havre, men jeg er sikker på, at det er oplevelser og lærdomme som disse, som har formet ham og motiveret ham, siger Bradley, der har været amerikansk og egyptisk landstræner og blandt andet har trænet norske Stabæk.

Linkbox

Læs også

Pepe er tilbage på træningsbanen inden finale-brag

Arbejdede i tøjbutik

Med sine fars drømme i bagagen og Le Havre-klumpen ude af halsen, var det med forsigtige skridt 18-årige Payet trådte ind i et nyt fransk fodboldkapitel i Nantes. Ikke uden problemer, men slet ikke som mareridtet i Le Havre.

I Nantes havde Payet et sammenstød med målmand Fabian Barthez, og senere i Saint-Etienne gik det ud over landsholdskammeret Blaise Matuidi. Men han begyndte også at tage ansvar.

Da han var i Nantes, arbejdede han i en tøjbutik for at tjene lommepenge, og millioner af franskmænd fulgte hans tid i Nantes, da han blev udvalgt som en ud af fire talenter til en fransk tv-dokumentar, der fulgte de fire unge i over 10 måneder i 2005/06.

- Den dokumentar er vigtig for mig i dag, for den minder mig om, hvordan jeg var for 10 år siden, og den viser, hvor langt jeg er kommet, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at nå hertil, siger Payet til L’Equipe.

Klubskifter til Saint-Etienne og senere Lille, hvor 30 assists i 95 kampe førte til et skifte til Marseille, hvor hans scorede to gange i sin debut. Og hvor den legendariske cheftræner Marcelo Bielsa tilskrives æren for at have forløst Payet, der kvitterede med 17 assister i sæsonen 2014/15 og med 15 mål i 83 kampe for den sydfranske klub.

Loading preview...

Jo flere kampe, jo flere klubber, jo bedre trænere, og jo ældre han blev, jo mere moden og ansvarsfuld blev Payet på og uden for banen, men stadig med et tvist af boldleg. Dét fik West Ham til at købe ham for 11 millioner pund sidste sommer.

Og i London fandt tilhængerne hurtigt ud af, hvem de skulle sammenligne Payets evner med:

“We’ve got Payet, Dimitri Payet! I just don’t think you understand. He’s Super Slavs man, he’s better than Zidane. We’ve got Dimtri Payet!”, synger fansene, mens selve klubben ikke tøvede med at fremhæve deres spiller efter scoringen mod Rumænien 10. juli på Stade de France:

“The whole of Europe understands #WeveGotPayet,” skrev klubben på dens twitter-profil, mens den tidligere U21-landstræner for Frankrig, René Girard, der udtog Payet til sit hold i 2007, har givet denne karakteristik af Payet, da han skiftede til West Ham.

- Han er en Cantona-type, en Gascoigne-type. Der er den der arrogance, den knejsende stolthed, den kunstneriske, iboende evne til at oplyse en kamp, sagde Girard, og sandt er det, at Payet stadig peger på Ronaldinho som idol i forhold til at lege og underholde, men samtidig afgøre kampe.

Loading preview...

Englænderne har taget æren for at have lært Dimitri Payet værdien af hårdt arbejde på banen, hvilket har givet franskmanden det sidste, afgørende lag på banen i forhold til helheden i spilleren og mennesket Payet.

Dét har det franske folk først har opdaget ved EM, hvortil mange eksperter vurderede, at Payet end ikke ville blive udtaget, da landstræner Deschamps skulle udtage sin trup. Nu er han blevet deres ”frelser” og ”præsident”.

Det franske magasin Society havde midt under EM Payet på deres forside med teksten: ”Præsident Payet – som er franskmændenes nye frelser?”

Loading preview...

Der er således langt fra tårerne på præsidentens kontor i akademiet i Le Havre til tårerne på vej ud ad banen på Stade de France 10. juni og til eventuelle nye tårer med EM-trofæet i hånden i aften.

Og så alligevel ikke.

Det er på mange måde den samme Payet, som træder ind i EM-finalen i aften. Men det menneskelige og fodboldmæssige puslespil, der udgør Dimitri Payet har fået flere brikker på plads og er næsten komplet. Den sidste brik kan blive sat i aften.

På Le Havres ungdomsakademi hænger mange billeder af skolens største stjerner på væggene. Men der er stadig ikke ét af Dimitri Payet. Måske det ændrer sig på mandag.