Flere medier har fredag skrevet, at den spanske landsholdsmålmand David De Gea er involveret i en sexsag fra 2012.
Manchester United-målmanden beskyldes for at have arrangeret et møde mellem Athletic Bilbao-spilleren Iker Muniain og en prostitueret.
Nu afviser De Gea på et pressemøde, at historien har noget på sig.
- Det hele er løgn og historien er falsk. Jeg var på mit værelse og spillede playstation, da jeg fik nyheden (om at han var anklaget, red.) Jeg ringede så til min familie og fortalte dem det, inden det slap ud.
- Jeg har fået masser af støtte af mine holdkammerater, og jeg har stadig meget lyst til at fortsætte her ved EM. Jeg gentager, at alt det, der er kommet ud i pressen er falsk, og nu er sagen i mine advokaters hænder, lyder det fra De Gea.
Ser fremad
Kan du bevare roen?
- Jeg er en rolig fyr, og få ting kan ændre det – og endnu mindre, når en historie som ikke er sand, så kommer ud.
- Men jeg tager det helt roligt og ser fremad – hele historien er falsk, lyder det fra De Gea.
Rygter om hjemsendelse
Ifølge det britiske medie Independent havde sagen fået den konsekvens, at målmanden skulle være blevet hjemsendt fra EM-slutrunden, men det er altså ikke korrekt.
Spanien og David De Gea indleder EM-titelforsvaret på mandag, hvor Tjekkiet venter.
