Gennem EM-turneringen har spillerne kæmpet med dårligt græs på flere stadioner. Det foreløbige lavpunkt i kvaliteten af grønsvær kom i aftes, da værterne Frankrig mødte Schweiz på stadionet i Lille. Spillet blev præget af, at spillerne ikke kunne stå fast og kontrollere bolden.
Den danske græskoncern DLF har leveret sportsgræs til 7 af de 10 franske stadioner under EM. Men firmaet har ikke solgt græs til oversåning af banerne i Lille og i øvrigt heller ikke til banerne i Lens og Toulouse, fortæller kommunikationschef Stig Oddershede:
- Nogle af stadionerne ser ikke for gode ud. Jeg så kampen i går fra Lille, og der så banen ujævn og skidt ud.
- Stade de France, hvor finalen spilles, synes jeg ser ’ok’ ud. Og generelt synes jeg, at banerne ser fornuftige ud, men de er ikke lige flotte, erkender han.
Rockkoncert, regn og pasning af banerne
Det gælder blandt andet stadionet i Marseille, hvor banens græskvalitet også er blevet kritiseret. Stig Oddershede siger, at det blandt andet skyldes, at rockmusikere havde fortrængt fodboldspillerne for en måned siden, da AC/DC spillede koncert.
- Stadionet har fået nyt rullegræs og blevet oversået. Det er ikke den optimale løsning at være så sent ude. Men den er faktisk 'ok', selv om den ikke er perfekt grøn over det hele, mener Stig Oddershede.
Ifølge DLF har problemet på nogle af stadionerne været, at det har regnet voldsomt, og det har tilsyneladende gjort det svært at forberede en perfekt grønsvær på nogle af banerne.
Samtidig er det en videnskab at skabe og holde en perfekt fodboldbane. Man skal overså banerne hele tiden, så græsset når at vokse så meget til, at det kan holde til sliddet fra de mange kampe uden 'spillepause'.
SPORTSGRÆS TIL FODBOLD
Sportsgræs til fodboldstadioner skal kunne klare:
- •
Slid
- •
Klimaet: kulde og varme, skiftende årstider
- •
Sygdomme
- •
Skygge
- •
Nogle stadioner har så stejle tribuner, der skygger så meget for solen, at man er nødt til at anlægge fodboldbanerne på en slags kassetter, som man kan køre ud i solen for at græsset kan gro.
- •
De store stadioner kan have flere baner stående på kassetter, så man hurtigt kan skifte græsset ud. Andre stadioner bruger kunstlys, hvor græsset ligger i skygge.
- •
Hvis stadioner bliver brugt til fx koncerter, skal græsset skiftes jævnligt. Ellers kan det holde mange år, hvis bare det bliver passet og plejet.
- •
Det vil sige, at man 3-4 gange om året eftersår nyt græsfrø oven i banerne.
- •
Kilde: DLF
