Der er lagt op til en lang række udskiftninger på det engelske landshold forud for kampen mod Slovakiet, hvis man skal tro de britiske medier.
Landstræner Roy Hodgson vil tilsyneladende spare en række af de største profiler på holdet og lave hele seks udskiftninger i startopstillingen i forhold til kampen mod Wales.
Wayne Rooney kommer til at tage på plads på bænken sammen med backerne Kyle Walker og Danny Rose og de offensive profiler Dele Alli, Harry Kane og Raheem Sterling, skriver The Guardian og Daily Mail.
Af lyst og ikke nød
- Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi er nødt til at gøre, men hvad vi har lyst til at gøre. Det ville ikke være et problem, hvis jeg beholdt de samme spillere (i startopstillingen, red.), men der er mange, der gerne vil spille, og som banker på til startopstillingen, siger Roy Hodgson om sine overvejelser ifølge guardian.com.
England skal bare bruge et point for at være sikker på en plads i 1/8-finalerne, og med en sejr er førstepladsen sikker.
Det bliver Liverpools Jordan Henderson, der får plads på midtbanen i stedet for Rooney, mens Nathaniel Clyne og Ryan Bertrand på får plads på back-positionerne.
I offensiven forventes det, at Jamie Vardy og Daniel Sturridge får plads fra kampens start.
