Frankrigs muslimske spillere dropper faste under EM

Paul Pogba og kompagni undlader at holde ramadan på grund af EM i fodbold.

Paul Pogba og de øvrige muslimer på Frankrigs landshold dropper ramadanen under EM. (Foto: © Franck FIfe, Scanpix)

De muslimske spillere på Frankrigs fodboldlandshold vil ikke faste i forbindelse med ramadanen, som falder sammen med EM. Det skriver L'Equipe ifølge dpa.

Den franske sportsavis oplyser, at Paul Pogba, N'Golo Kanté og Bacary Sagna, som alle er muslimer, har diskuteret problematikken med landsholdets ledere.

Spillerne har herefter besluttet, at det er en god idé at droppe fasten, så længe Frankrigs EM-værter stadig er med i turneringen.

Fastemåneden ramadan begyndte sidste mandag og varer til 5. juli.

/ritzau/