Det kan være dét, at de pludselig slår over i et usandsynligt charmerende, men uforståeligt walisisk. Det kan være, fordi de har verdens dyreste fodboldspiller. Eller måske fordi de aldrig har været til et EM før og er undertippede som få andre i Frankrig.

Der kan være mange årsager til Wales’ succes ved EM, hvor de står i en sensationel semifinale mod Portugal på onsdag.

Men spørger man walisiske spillere, journalister og eksperter i deres EM-lejr i Dinard om, hvad der er den vigtigste årsag til succesen, får man et mærkværdigt navn: Osian Roberts.

Osian? Roberts? Hvem? BBC har kaldt Osian Roberts for den mest indflydelsesrige person i walisisk fodbold, og avisen South Wales Echo har skrevet, at han er den direkte årsag til, at Wales er på vej til at blive en magtfaktor i Europa.

Henrys yndling

Osian Roberts er assistenttræner for Chris Coleman på det walisiske landshold, og samtidig er han teknisk direktør i det walisiske fodboldforbund. Han blev teknisk direktør i 2007 og assistent i 2010, da nu den afdøde landstræner Gary Speed tilbød ham jobbet, men har været i forbundet i en menneskealder.

Roberts har trænet stort set alle walisiske ungdomslandshold og har trænet mange af spillerne på EM-holdet, fra de var små.

Han er den, der har haft den højeste træneruddannelse i længst tid af alle i Wales, han underviser nye trænere i Uefa’s P-licens-træneruddannelse, og blandt andet rejste Thierry Henry til Wales for at blive undervist specifikt af Roberts, hvilket fik den franske legende til at lovprise Roberts på Twitter efterfølgende.

Ud af mørket

Osian Roberts var den, der sammen med Gary Speed i 2010 såede det strategi- og værdimæssige frø, som Wales lige nu høster frugterne af i Frankrig. Sammen havde de en vision, lagde en plan og skabte en strategi, der skulle få Wales ud af dét evige fodboldmørke, som nationen har været i nærmest altid.

To dage inden Wales’ semifinale mod Portugal i Lyon onsdag fik DR et lille kvarters samtale med Osian Roberts i den walisiske EM-lejr i Dinard i det nordlige Frankrig

Danmark vandt i 1992 EM. Et lille land, der var outsidere. En situation, der minder om jeres i Frankrig?

- Ja, ingen tvivl om det. Når man er et lille land, kan netop det faktum synes at være en svaghed eller i hvert fald alt andet end en fordel. Men dér har vi – ligesom I gjorde – vendt det til en fordel.

I Wales’ tilfælde ser det ud til at have været en meget lang og svær rejse til dér, hvor I er nu. I har ikke været til en slutrunde siden 1950’erne, og I har i jeres historie kun været tæt på et par gange. Hvad har I gjort for pludselig at kunne være i en semifinale ved et EM?

- For nogle år siden traf vi en bevidst beslutning om ændre vores situation; at vende vores situation som lille nation uden en stærk liga til en styrke og en positiv ting for landet. Vi ville bringe alle parter sammen, så alle arbejdede i den samme retning, modsat tidligere, hvor vi i forbundet og klubberne ikke var på samme spor i måden at tænke strategi og fodbold på.

- Vi kunne ikke blive ved på den måde. Vi kunne ikke forvente, at resultaterne pludselig kom af sig selv. Vi havde ikke kvalificeret os til noget siden 1958, og vi kom kun tæt på én gang i hvert årti. Du kan se på historien, at vi var tæt på i 2003 og i 1993. Så vi var altså tæt på en gang i hvert årti, men de efterfølgende otte år var vi helt væk, helt ude i mørket.

- Disse nedture var Gary Speeds erfaringer og oplevelser som spiller i både 1993 og 2003. Så da han blev manager i 2010, ville han ændre det. Men spørgsmålet var, hvordan vi skulle ændre det?

- Gary fremlagde en vision om at bringe alle parter i forbundet og i klubberne sammen, så vi kunne arbejde i samme retning, arbejde på samme måde og spille på samme måde. Vi skabte en plan for, hvordan vi skulle skabe en spillestil og en identitet, som så ville kunne føre til den form for succes, vi ser nu.

Dansk inspiration

Hvad gjorde I konkret?

- Det var en plan i seks faser, der skulle ende med at få os til en slutrunde. Vi satte os ned og lavede en plan om taktik, spillestil og filosofi. Det blev indført og taget godt imod hele vejen gennem systemet. Det handlede om samme måde at spille på, samme filosofi, samme rutiner på alle ungdomshold og måden man forbereder sig på med både fysiske og tekniske hjælpemidler.

- Budskabet skulle være det samme til alle spillere, ligegyldig hvilken årgang de var fra. Så når spillerne kommer op på A-landsholdet, unge spillere som eksempelvis Jonathan Williams, Ben Davies og Danny Ward, som er kommet ind de seneste år, er det nemt for dem at tilpasse sig.

- Transitionen er umærkelig og glidende, for alt, hvad vi træner, og hvad vi gør, er det samme hele vejen igennem. De skal ikke vænne sig til noget, for de er allerede en del af processen.

- Så budskabet er sammenhæng og kontinuitet hele vejen igennem systemet, hvor vi tidligere var meget splittet inden for samme system. Og så er vi begyndt at bruge data i stor stil, virkelig deltaljeret fysiske og mentale data, som spillerne får på deres iPads. Noget, vi ellers slet ikke beskæftigede os med.

Det lyder meget som det strategiarbejde, det danske forbund, DBU, lavede for 11 år siden.

- Jamen, vi har naturligvis kigget til andre lande for inspiration. Jeg har snakket med DBU’s tekniske stab og især Peter Rudbæk (trænerudviklingschef i DBU, red.). Ham kender jeg og alle de andre i DBU’s tekniske afdeling. Vi har haft regulær dialog med folk som Peter Rudbæk, især om træneruddannelsen og spillerudvikling.

- Så ja, Danmark har vi kigget på. Det har været en stor del af vores plan at ensrette og strømline uddannelsen af trænere, så minde samtaler med Peter har handlet om netop det aspekt.

- Men dér, hvor vi har et meget stærkt link, er Belgien. Vi arbejder tæt sammen med belgierne, også omkring træneruddannelse og talentudvikling. Så nu kommer vores trænere via græsrødderne og hele vejen igennem, så de får en ens uddannelse.

The Welsh Way

Har der været andre inspirationskilder?

- Jeg startede min uddannelse og trænergerning i min tidlige ungdom i USA, hvor jeg arbejdede sammen med tidligere Liverpool-spiller Steve Heighway, da han var træner derovre. Og så har jeg rejst meget rundt og studeret hos trænere i Manchester United, Juventus, Chelsea og Juventus. Især hos Marcello Lippi og Rafael Benitez.

- Men selv om vi blev inspireret af andre lande og personer, så har vi skullet gøre det unikt for Wales. For hvis noget virker i Danmark og Belgien, betyder det ikke, at det virker i Wales.

- Vi er et unikt land, for vores klubber spiller i England, hvilket jo ikke er tilfældet i noget andet land i Europa på nær Liechtenstein. Derfor har vi naturligvis skullet tilpasse modellen i forhold til den situation, vi og vores klubber er i.

I lavede en strategi om ensretning af spil-filosofi og træneruddannelse. Men hvad går den spil-filosofi ud på?

- ”The Welsh Way”. En walisisk måde at spille på og at være på både på og udenfor banen, hvor det handler om det walisiske og at være stolt af det. Fra top til bund.

- Kontrol med bolden, spille sig igennem kæderne med pasninger og undgå lange bolde frem til den forreste angriber. Pasninger og pasninger. Vi siger ikke, at det er den rigtige eller forkerte måde at spille på, men vi siger, at det er den walisiske måde.

- Og så udvikler vi det. Det er ikke statisk. Da Coleman blev manager, forblev stilen den samme, men hvem, der gjorde hvad og hvordan, kan ændre sig fra kamp til kamp. Vi har spillet med tre og med fire i forsvaret; Bale som nier og Bale og Ramsey som forreste angribere.

- Alt bliver diskuteret med spillere som Bale, og hans synspunkt vægtes højt. Selv om holdet er stjernen, er han nøglen, for når de andre ser, at han accepterer og deltager i beslutningsprocessen, er de villige til at gå med hele vejen.

Det nationale chok

Gary Speed begik selvmord i 2011. Hvad betød hans død for jeres planer og visionen for walisisk fodbold?

- Først og fremmest betød det, at nationen fik et chok, og specielt vi på landsholdet, spillere og stab, var i en periode fuldstændigt lammede. Det tog virkelig lang tid at komme igennem, og det var en svær tid. Men den vision, Gary var begyndt at implementere sammen med mig og andre, ville ikke dø. Den fortsatte. Og da Chris Coleman kom ind fortsatte den.

- Så det er Gary Speeds vision, vi ser udfoldet nu. Han byggede fundamentet. Chris Coleman har bygget murene på det fundament, og udviklingsmæssigt fortsætter vi andre med hele tiden at udbygge og forbedre det.

Har I aldrig været i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige, I gjorde?

- Vi var aldrig bekymrede. Vi vidste, at det ville tage tid, og vi vidste, at vi vil tabe kampe til at starte med. Vi kunne forsøge at tage omveje, vinde kampe hurtigt her og nu og glemme den langsigtede plan. Så får du hurtig succes, men er væk de næste otte år. Vi ville skabe noget, der kunne holde i mange år.

- Men det hele starter med en tro på, at det kan lade sig gøre. Man skal overbevise andre folk om, at det kan lade sig gøre, de skal tro på det, og alle skal arbejde på samme måde, i samme retning. Og det er vel hemmeligheden.

Hvis du tænker tilbage på de mørke tider, hvor I var nr. 117 i verden, hvor I spillede for 2000 tilskuere på hjemmebane, og hvor I tabte 6-1 til Serbien, troede du så på, at I kunne ende i en slutrunde? Og nå så langt som til en semifinale?

- Ja. Vi drømte om det, og vi troede da på det. Dengang kiggede jeg på spillerne og tænkte, ja, de er i stand til opnå noget specielt. Også dengang. Hvis man har en vision og en plan, og man forsøger at implementere den på den rette måde, bliver man nødt til at tro på den. Ellers skal man ikke gøre det.

Hvad vil I gøre for at fastholde succesen, så det varer ud over EM?

- Mit job som assistent handler om succes lige her og nu, altså de enkelte kampe og slutrunder. Men rollen som teknisk direktør handler om fremtiden. At forberede spillere og forbund til, at vi også i fremtiden deltager i slutrunder. At vi kan fortsætte og forbedre den udvikling, vi har gang i nu.

- Der var engang, hvor vores ungdomslandhold aldrig klarede sig godt i deres kvalifikationer. Nu er vi ofte i Elite Round (laget mellem kvalifikationen og selve slutrunden, red.), hvilket vi aldrig var tidligere.

Du bliver kaldt den mest indflydelsesrige mand i walisisk fodbold. Manden, der har gjort succesen muligt. Hvordan har du det med det?

- Det er ’rubbish’. Det er bare medierne. Jo, jeg er i en privilegeret situation som teknisk direktør, og jeg er stolt af det, jeg laver, og især fordi vi har succes med det. Men det vigtigste er, at det ikke bare står stille efter EM.

- Vi skal ikke tilbage til dér, hvor vi var, tidligere. Vi skal frem, hele tiden. Nok er ikke nok for os. Der er aldrig et endemål, for der er altid et nyt mål, en ny udvikling.

Kan Wales lave en ’Danmark’ her ved EM i Frankrig?

- Indtil videre har alt virket. Vi har vundet fortjent og på alle tænkelige måder mod forskellige modstandere. Så ja, hvorfor ikke lave en Danmark?