Himlen over Paris bliver fyldt med islændinge

Der er tryk på i lufthavnen i Reykjavik, hvor et rekordstort antal afgange mod Paris er sat i værk.

Der ankommer masser af islændinge til Paris i disse timer. (Foto: © YVES HERMAN, (c) Scanpix)

Island spiller i dag sin største fodboldkamp nogensinde, og det skaber trængsel i lufthavnen i Reykjavik.

I et land med omkring 330.000 indbyggere er det normale behov for rutetransport til den franske hovedstad formentlig til at overse, men med aftenens kvartfinale i Paris er der sat gang i en decideret folkevandring til himmels.

14 afgange med retning mod Stade de France er der alene i tidsrummet fra 6.20 til klokken 11, skriver det islandske medie RÚV ifølge www.icelandreview.

8000 på stadion

I alt vil 8000 islændinge være på plads til at bakke op om den lille ø-nations fodboldhelte, når kampen fløjtes i gang i aften, så kampråbet 'Áfram Ìsland' vil formentlig kunne høres gjalde udover stadion, selvom de resterende af de 81.000 tilskuere må formodes at holde med værtsnationen.

De tilbageblevne i Reykjavik, der ikke har fået billet til kampen, kan til gengæld samles på byens hovedgade, Lækjargata, der i forbindelse med den historiske begivenhed vil være lukket for trafik, så folk kan samles og se kampen på storskærm.

Herhjemme kan du se kampen på DR1 med optakt fra klokken 20.30.