Børnene løber slalom mellem de voksne. Iført italienske landsholdstrøjer, naturligvis. De finder den læderbetrukne sofa, der står i en halvcirkel midt i det enorme lokale, og kaster sig ned i den. Sofaen åbner sig mod en scene, hvorpå instrumenter og mikrofonstativ står ubrugte, men klar, mens italiensk radio-musik fylder hele lokalet. Der er koncert i aften kl. 22.

Velkommen til Casa Azzurri, hvor italienske kvinder byder velkommen. Velkommen til det italienske EM-holds mediebase i Montpellier; stedet hvor medierne holder til og arbejder, hvor det italienske forbund har kontorer, og hvor det italienske landshold afholder pressekonferencer under EM. Velkommen til kaos på italiensk.

Kaos vs. struktur

Der var engang, hvor landsholdene på banen afspejlede nationalkarakteren i det specifikke land. Eller også var det omvendt; nationalkarakteren afgjorde, hvilket spillemæssigt udtryk et landshold havde på banen:

Der er en grund til, at de hårdt arbejdende islændinge går viking på banen, at livsnyderne fra Spanien former kunst med bolden, og at brasilianerne tager samba og sand med ind på grønsværen. Italiens effektive catenaccio. Tysklands kyniske betonfodbold.

Men mange af disse klichéer er under opbrud og har været det i mange år, alt imens landsholdene har nærmet sig hinanden, hvad angår taktiske trends og spillernes kunnen og opførsel. Der er dog stadig ét aspekt ved de respektive nationers EM-kampagner, der rammer hovedet på kliché-sømmet: Mediecentrene.

Landenes mediecentre til slutrunder er opbygget og styret af landenes fodboldforbund. De er placeret i de byer, hvor holdene bor og træner, og centrene er ofte placeret ved siden af træningsbanen, mens det er i selve pressecenteret, at landenes pressekonferencer med spillere og træner afholdes stort set dagligt.

DR har i de sidste tre uger været i 10 forskellige EM-baser i hele Frankrig, og centrene har vidt forskellige udtryk. Fra Ungarns støvede, discount-mediebase til Wales’ britisk inspirerede ’hjem’. Fra Frankrigs elegante landsted til Islands naturskønne valg og Belgiens storby-base. Men intet sted er forskellene og måske dermed også nationalkarakteren mere tydeligt end hos Tyskland og Italien.

Ikke nok med at de to nationer udkæmper en episk kvartfinale-duel på lørdag i Bordeaux, men de to lande gør til alle slutrunder en dyd ud af at vise egne og internationale reportere en flig af, hvem de er, og hvad de kan udenfor banen. Fra Tysklands kontrollerede struktur til Italiens livfulde kaos.

Die Mannschaft i Evian

Søen Lac Léman på den ene side, Alperne på den anden side. Thomas Müller, Jerome Boateng, Manuel Neuer og deres holdkammerater kan fra træningsbanen i Evian nyde udsigten til hver af siderne. I det østligste Frankrig tæt på Schweiz med tyske skilte og tyske radiostationer har tyskernes EM-lejr en hjemlig følelse for Die Mannschaft.

Her er grønt og bjerg-køligt, mens både bygninger og veje ligner noget, man kan finde i Tyskland. I forbindelse med træningsbanen ligger mediecenteret, hvor EM’s største kontingent af journalister arbejder, kun Frankrig har flere journalister til at dække deres mandskab. Vagter kontrollerer alle id-papirer og tasker, inden man bliver lukket ind i den enorme lagerhal, hvor kun journalister kommer ind.

Det tyske forbund har adskillige kontorer, alle med egne indgange, i en længe ved siden af det centrale mediecenter. Centret er ét stort lokale, der er opdelt i forskellige områder. I den ene ende er lige rækker med arbejdspladser til reportere, og i den anden ende en lille café, McCafé, som er opsat af Ronald McDonald Fonden.

Alle varer er gratis, men de fleste lægger alligevel en skilling til fonden. Her serveres kun croissanter og kager samt kaffe og juice, og alle medarbejderne i caféen er tyske.

Langs væggene er opsat infoterminaler med touch-screens, hvor man kan søge oplysninger om alt, og midt på gulvet troner en enorm iPhone i menneskestørrelse, som man kan afprøve virtual reality på eller lave en 360 graders-zoom med.

Daglige tyske og franske aviser er til rådighed, og vand, sodavand og øl står lokkende i hvert deres køleskab. Stemningen er afslappet, tonen lavmælt og rolig, og da pressekonferencen skal til at begynde, går journalisterne på en stilfærdig række ind i det tilstødende lokale.

Her er der adskillige stolerækker foran et langt, strømlinet podie, og hele lokalet er klimatiseret og diskret oplyst, mens grønne spots farver loftet og væggene. Ved podiets ene side holder en hvid Mercedes, bilmærket er en af landsholdets sponsorer, mens mannequiner iklædt diverse landsholdstøj er opstillet i modsatte side.

Da hovedpersonerne, Mats Hummels og Mario Gomez, til dagens (onsdag, red.) pressemøde ankommer til mediecentret – fuldstændigt punktlige - er det uset og diskret ad bagvejen, og de kommer frem på podiet fra bagtæppet. Og de forsvinder derfra ad samme vej, ud til en ventende bil. Spørgsmålene til spillerne stilles roligt i en mikrofon, som tyske fodbundsfolk kommer med.

Efter pressemødet arbejder reporterne med deres historier, mens andre sætter sig ved de to steder, hvor der er er stillet caféborde og stole, ingen brede sofaer eller lounge-områder. Godt tre timer efter pressemødet er slut, er mediecentret stort set tømt for personer.

Livemusik i Casa Azzurri

Pludselig skynder reporterne sig mod mod udgangen. Udenfor ankommer en varebil med tonede ruder, og personen, der kommer ud af den, bliver nøje fulgt af kameraer og reportere. Det er hverken Gianluigi Buffon, Antonio Conte eller Pellé, som er genstand for opmærksomheden. Det er Filippo Neviani, bedre kendt som Nek, et af Sydeuropas og Sydamerikas største popnavne.

Han er ankommet til det italienske mediecenter, Casa Azzurri, hvor han klokken 22 denne torsdag aften (i går, red.) skal give en intimkoncert. På scenen. I mediecenteret. Som Italienerne har valgt at placere på Frankrigs sydlige kyst i Montpellier i en enorm konference-bygning, Parc des Expositions. Det er tæt på 30 grader, og vi er uden for byen, hvor den tørre bevoksning flugter med breddegraderne.

DR er kommet ind i centret uden at vise id-papirer eller fået undersøgt tasken eller akkrediteringen. På scenen har Nek sat sig for at stemme sin guitar, mens reporterne arbejder. Derefter går han ned til radiostationen Radio Italia, der har et åbent studie ved siden af scenen. Det er tredje koncert, der bliver afholdt i mediecenteret, og tilskuerne er pressefolkene og forbundets folk, mens radiostationen sender live.

- Det er et typisk italiensk mediecenter. Det er sådan, vi er. Faktisk har vi tonet det lidt ned. Ved VM i 2006 havde vi tre etager og et diskotek inde i mediecenteret, griner Cesare Sloani, der arbejder som engelsk oversætter for forbundet.

Denne gang har de ’kun’ to etager. På de øverste etager ligger forbundets kontorer og tv-studier, mens reporternes arbejdslokale er småt og indelukket, placeret i gulvplan.

De fleste reportere foretrækker alligevel at arbejde i det store rum siddende i sofaerne.

Prioriteringen er altså tydelig: Arbejdslokalerne for journalister og fotografer samt lokalet for pressekonferencerne er altså små og varme, mens de rekreative lounge-områder er luftige, flotte og behagelige.

De områder er placeret i gulvplanet, som består af et enormt lokale, som igen er opdelt i mange forskellige afdelinger. I den ene side er en decideret restaurant med runde dugbeklædte borde, og hvor en italiensk hjælper tager imod og reporterne til et bord, og hvor italiensk mad naturligvis er på menuen.

Derudover er der den obligatoriske café, hvor espresso livligt bliver konsumeret.

Italiensk radio-musik fylder hele lokalet, mens reporterne arbejder, og et mylder af mennesker fletter sig ind og ud af hinanden. Som en italiensk ’piazza’.

Fuldstændigt unikt for det italienske center er der adskillige børn, deres mødre og en del kvinder generelt, som opholder sig i de tre områder, hvor de læderbetrukne sofaer er opstillet. DR får at vide, at det er børn, koner og kærester til ansatte i forbundet. Børnene løber rundt, spiller på deres iPads og duellerer i bordfodbold.

Det minder om et scenarie fra et italiensk tv-show. Og det billede fuldendes med de italienske kvinder, der er ansat som hjælpere. I hvide poloshirts og blå nederdele hjælper de med alt det praktiske, og én af dem styrer mikrofonen til pressekonferencen.

Hovedpersonen her er Milan-spilleren Mattia De Sciglio. Da han ankommer – i øvrigt en halv time for sent - går han igennem mediecenteret. Gennem menneskemylderet. Han stopper op for selfies og autografer og giver sig god tid til at snakke med børn og andre. Og den sympatiske forsvarer går ud den samme vej og giver sig atter god tid.

Da DR forlader mediecenteret i Montpellier kl. 19, er der stadig fyldt. Af liv, af mennesker, af italiensk kaos. Og så skal der jo være koncert klokken 22.