Han råbte med på tilskuernes ”Iiiisland”, og han jublede, da Island scorede mod Portugal. Og så havde han et islandsk flag i panden.
Der er ingen tvivl om, hvem han holder med, den tidligere Premier League-stjerne og nordirske landsholdsspiller Keith Gillespie, som DR møder på Stade Geoffroy-Guichard i Saint-Etienne til kampen mellem Island og Portugal.
Den 41-årige nu pensionerede fodboldspiller er under EM ekspert for britiske Talksport med særligt fokus på Nordirland, og hans sympati i slutrunden er med outsider-holdene.
- Der var nogle islandske fans, der insisterede på at give mig dette flag i panden, det gør jeg gerne, griner han og fortsætter:
- Jeg kommer jo selv fra et lille land, så jeg holder med alle hold, der er ’underdogs’. Island når sikkert ikke ret langt, men hvis de kan komme videre fra gruppen og gøre et indtryk, så hele Europa får øjnene op for dem her i Frankrig, har de opnået meget, siger Gillespie, som ikke har den store tiltro til sit eget land.
- Det ser svært ud for Nordirland. De mangler kvalitet på holdet, og de skal i hvert fald vise mere, end de gjorde i den første kamp (tabte 0-1 til Polen, red.), siger Gillespie til DR.
- Måske er det mere interessant med Wales og med England. Jeg tror, at begge hold kan nå langt, og måske Wales kan nå længere end England. Det bliver spændende at se kampen mellem de to hold. Det bliver en kamp, ingen vil tabe, men hvis Wales bare får uafgjort, er de vel videre, siger han.
Hvor er Danmark?
Keith Gillespie lagde støvlerne på hylden for tre år siden efter en lang karriere, der startede i Manchester United, og som siden førte ham til blandt andet Newcastle, Blackburn, Leicester og Wigan, mens han spillede 86 landskampe for Nordirland.
- Hvor er Danmark egentlig? spørger han og fortæller, at han har spillet med et par velkendte danskere i henholdsvis Newcastle og Manchester United.
- Jeg spillede sammen med Jon Dahl Tomasson i Newcastle. En fantastisk person, og en god angriber, som desværre havde det svært i Newcastle. Da jeg hørte, at han var blevet assistenttræner for det danske landshold, blev jeg glad på hans vegne, og jeg håbede, at jeg skulle se ham her i Frankrig, siger Gillespie, der også nævner Peter Schmeichel som holdkammerat.
Men dengang, Peter Schmeichel regerede i Uniteds mål, var Keith Gillespie en ung spiller uden særlig meget spilletid, og derfor blev han lejet ud til Wigan.
På trods af, at Keith Gillespie mest er til outsiderne, så peger han på en klassisk stormagt som europamester i Frankrig.
- Jeg tror, at Tyskland vinder EM. For det første, fordi de er Tyskland, og for det andet har de bare et godt hold og en god træner, der har vundet VM og ved, hvad det kræver at nå hele vejen, siger han.
- Med hensyn til Frankrig bliver presset på dem for stort, og de har for mange unge spillere, der ikke har prøvet at nå langt i en slutrunde, siger Gillespie.
