De står og venter på ham. To små utålmodige børn. Spændte og rastløse. Og da Andres Iniesta endelig løber ind på træningsbanen, lyser han op i et sjældent smil. Foran ham står hans kone og hans to børn. Begge børn iført en spansk landsholdstrøje med påskriften Papa. Og nummer 6, naturligvis.

Den mindste af dem, drengen, tager han i sine arme og giver ham grinende en lille lufttur. Pigen kysser han på hovedet, og da hans kone har talt færdig med Gerard Pique, får hun også et kys. Men så skifter alle kamera-linser fokus. Sergio Ramos løber som den sidste mand ind på træningsbanen.

Inden han når plænen, får han øje på sin søn, bukker sig ned og tager ham op i sine arme, hvorefter han løber ud til sin kæreste og overdrager hende sønnen og et kys. Alles øjne er rettet mod et af Spaniens mest kendte par, Ramos og kæresten, tv-værten Pilar Rubio.

På tribunen går snakken anerkendende. Spillerne ser denne søndag (i går, red.) for første gang under EM deres koner, kærester og børn, og stemningen blandt de spanske spillere er tydelig kåd og løssluppen. Træningen er lukket for offentligheden, men alligevel er den enlige tribune næsten fyldt op af sponsorer, reportere, familie, venner og almindelige spaniere, der har vundet et møde med ’La Roja’, som landsholdet kaldes i Spanien.

Spanien har vundet deres to første kampe ved EM. Med guld-aftryk på begge kampe. I Spanien raser EM-feberen. Det er søndag, solen står højt, der er familiebesøg, der er træning, og det foregår ved spaniernes base, den afsidesliggende, idylliske ø, Île de Ré, i Atlanterhavet ud for Frankrigs vestkyst.

Tiki Taka lever

Ved første øjekast kunne man få tanken, at de ville gemme sig væk. Væk fra kritikken, væk fra snakken om en uholdbar og umoderne spillestil, der har overlevet sig selv. For øen Île de Ré er uden for rækkevidde fra de store franske byer og er kun landfast med Frankrig siden 1988 via en bemærkelsesværdig klokkeformet bro.

På himlen bevæger små og store prikker sig ved de mange smukke strande. Kitesurfere har overtaget luften over den kun 30 km lange og fem km brede ø, som er iklædt spanske flag overalt, hvor franske skilte er blevet suppleret med spanske, og hvor der lyder spansk musik fra de hyggelige strandcaféer

Hvis spanierne ville gemme sig, er det i hvert fald ikke lykkedes. De har på alle måder tændt den spanske flamme, som vi kender den. Som den brændte inden VM i 2014, hvor fiaskoen efter gruppe-exit’en var total. Og hvorefter verden erklærede tiki taka’en for død.

- Det er noget, alle andre har sagt. I Spanien har vi aldrig haft den diskussion, siger journalist Javier Aspón fra det Madrid-baserede dagblad ABC.

- Spanien har vundet EM to gange i træk og et VM med dén spillestil. Hvorfor skulle man så skifte stil? Det har aldrig været et tema i Spanien eller blandt spillerne. Det er en stil, som alle spillere er opvokset med, og som de alle ungdomslandshold har succes med, og som en eventuel ny træner efter Del Bosque må indordne sig under, siger journalisten og peger på, at harmonien har indfundet sig på holdet.

- Det, der skete i Brasilien, var ikke typisk. Det var et sært tilfælde, der startede med nederlaget til Holland. Det er glemt, og dette er en ny turnering. I Brasilien var der mange problemer, blandt andet indkvarteringen og kulden på træningsstedet.

- Alt er meget mere harmonisk her. Spillerne har aldrig haft det bedre sammen, vi har ikke hørt om interne problemer overhovedet, og det kan man se på træningsbanen, siger journalisten.

DR møder ham i mediecenteret ved træningsbanen i en af øens få byer, Saint-Martin-de-Ré. Her er en hektisk samling af 60-70 spanske journalister, og da lyset slukkes i den store hal og fire spots tændes, træder Cesc Fabregas frem på scenen, hvor et podie er stillet op.

Ved enden af de lange rækker med pladser til reporterne, er opsat skærme, der viser Spaniens EM-kampe, og store plakater viser EM-triumferne i 2008 og 2012. Fra podiet forholder Fabregas sig til, om hvorvidt de to fantastiske kampe Spanien har spillet hidtil, og som har bragt dem forrest i favoritfeltet i Frankrig, minder om guld-spillet 2008.

- Vi er startet godt. Vi spiller godt, flydende, og vi forsvarer os godt. Det gør, at vi kan angribe og holde på bolden med større sikkerhed. Vi spiller godt, men det er for tidligt at sige noget om, hvor langt vi kan gå, siger Fabregas, der har bemærket omverdens indledende skepsis omkring den boldbesiddende, pasningsbaserede stil.

- Det er ikke noget, jeg bekymrer mig om. Det er tydeligt at se, hvad der virker på banen. Fodbold taler jo for sig selv. Vi spiller godt, folk er med os, og vi nyder det. Resten er jeg meget, meget ligeglad med, siger Chelsea-spilleren.

Det er de også i Spanien. To sejre, flydende spil, Iniesta som både tiki og taka, samt en glæde over, at det er lykkedes at vaske Brasilien af sig. ”Opvisning af Spanien: Sådan spiller mestre”, skrev Marca efter 3-0-sejren over Tyrkiet, mens AS udbrød: Olé, olé og olé” på forsiden og franske L’Equipe konstaterede: ”Hvilken fiesta”.

“Alba, Nolito, Alba, Iniesta, Alba, Iniesta, Fabregas, Ramos, Iniesta, Busquets, Silva, Iniesta, Juanfran, Silva, Iniesta, Alba, Nolito, Alba, Fabregas, Iniesta, Alba, Morata (mål).”

Otte navne, 22 afleveringer, ét mål. Det er Marca, som har Spaniens tredje mål analyseret til bunds med den navne-opremsende tekst, grafik og billeder. Som et statement. 22 afleveringer leveret af otte spillere på 48 sekunder førte til Moratas mål. Pasningsorienteret fodbold som fortid? Det mål taler for sig selv.

En holistisk organisme

På træningsbanen handler det naturligvis om pasninger, tempo og små rum. Den spanske holdbus ankommer kl. 18.18 og forlader stedet igen kl. 19.33, pakket ind i en massiv politieskorte. I det tidsrum har træningen handlet om sammenhæng, flydende spil, tempo og mønstre.

På et afgrænset, småt område spiller to hold mod hinanden, ingen mål, men bare afleveringer, afleveringer, afleveringer i højt tempo og i konstant bevægelse. Et kvarters intensivt spil i venstre side af banen. Og endnu et kvarter med den samme øvelse i højre side. En spiller som Ramos imponerer, Nolito skinner, Iniesta svæver, og øvelsen med at holde bolden kørende foregår så naturligt, at det minder om en holistisk organisme.

De laver samme øvelse, nu i show-stil. Overkroppene er stive, armene skal holdes ind langs siden af kroppen, så de ligner en flok kapgængere, der spiller fodbold. Som skæve, kantede Picasso-figurer. Det har de sjov med, griner, støder ind i hinanden, vælter ned på jorden, men får trods alt alligevel blødt stivheden op med flydende spil.

25 tv-kameraer og 14 fotokameraer følger alle spilleres bevægelser fra tribunen, når de i den sidste halve time af træningen spiller til to mål på en halv bane. 10 mod 10 på et lille område. Holdet med blandt andre Pique, Iniesta, Milito, Silva og De Gea er klart bedst, men der bliver kun scoret ét mål på en halv time, og det er Pedro, som passerer De Gea. I modsatte mål kan Casillas juble over sejren.

Vinderne håner taberne. Som alle fodboldspillere i alle aldre på alle niveauer gør. Og harmonien og sammenholdet virker reel og levende. Eller som Fabregas sagde inden træningen:

- Vi har det fænomenalt godt, det bedste, jeg har oplevet på landsholdet. Vi har erfarne ledere i omklædningsrummet, og unge spillere, der leverer. Vi nyder at være her, og den følelse giver os en mental styrke og selvtillid, så vi kan spille den bedste form for fodbold på banen. Det vil vi forsøge at gøre for Spaniens skyld.

Et vink fra Iniesta

Mens spillerne træner for at gøre nationen ære, står et halvt hundrede fans udenfor og forsøger at kigge op over afspærringerne eller hullerne i hegnet. En af dem er Baures Dylan. Han er franskmand, men er spansk fan og er rejst 500 km fra byen Montlucon for at se sine spanske helte.

- Vi vil gerne møde spillerne og få deres autografer. Men det eneste, vi har fået, er et vink fra Iniesta fra bussen, fortæller han til DR.

- Jeg holder selvfølgelig med Frankrig, men Spanien spiller det bedste fodbold i verden, og Iniesta er verdens bedste fodboldspiller. Der er ingen, der spiller som Spanien, og det er også derfor, de har vundet så mange mesterskaber, siger den unge fan.

Inde på banen er spillerne på vej ud. Nogle sparker på mål, andre sidder på jorden. Pique forsøger at skrue bolden i mål fra bag baglinjen. Det ser ud til at lykkes, men Iniesta stopper bolden til Piques store grinende irritation. Nolito sidder på jorden og strækker ud, hans datter ved siden af ham kopierer hans stræk-øvelser. Juanfran og Iniesta spiller lidt bold med deres sønner, mens Pedro og hans søn leger golf med stænger og fodbolde, mens Fabregas og Busquets grinende kommenterer.

På vej ind til omklædningsrummet skal spillerne forbi en større gruppe af fans, som en sponsor har fløjet til Frankrig. Spillerne giver sig god til autografer, selfies, grin og snak. Blandt fansene er Miguel Machado, der er kendt som en dedikeret fan i Spanien. Og så er han blind. Han er alligevel til alle Spaniens kampe på stadion, hvor han altid har sin bror Pepe med, som så fortæller ham, hvad der sker på banen.

Miguels idol er Nolito, og da Nolito møder den blinde fan på vej ud af banen, får han et knus, som Nolito nærmest ikke kan slippe ud af. Mens kameraerne følger det hele tæt på, giver Nolito ham en spansk landsholdstrøje med sit navn bagpå, og da det er overstået, og Nolito er forsvundet, står de to brødre med tårer i øjnene som forstenede i et knus, der virker, som det varer for evigt.

Miguel Machado er i øvrigt kendt for at tage sin trøje af til Spaniens kampe. Så sidder han i bar overkrop, hvor der som oftest står skrevet: ”Jeg kan ikke se jer, men jeg kan føle jer.”