Det er ingen overdrivelse at sige, at Island har imponeret alle under dette EM.
Det gælder også en række europæiske fodboldklubber, som kommer til at plukke de islandske landsholdsspillere efter slutrunden.
- Rigtig mange af os på landsholdet kommer til at skifte klub. Jeg har allerede snakket med min agent, og vi bliver klogere efter slutrunden, fortæller den tidligere FCK-forsvarsspiller Ragnar Sigurdsson til den engelske avis Daily Mirror.
Drømmer om Liverpool
30-årige Ragnar Sigurdsson forlod FC København i januar 2014 til fordel for et skifte til Kuban Krasnodar i Rusland.
Den islandske forsvarsklippe lægger dog ikke skjul på, at drømmen er et skifte til den engelske Premier League. Allerhelst til favoritklubben Liverpool.
I første omgang er det dog vigtigt, at de islandske spillere holder blikket på bolden i Frankrig, selvom mange klubber med stor sandsynlighed vifter med fine kontrakter.
- Det er vigtigt, at vi forbliver fokuserede. Jeg vil først tænke på min fremtid, når EM er overstået, slår Sigurdsson fast.
Du kan se kampen mellem Island og Frankrig på DR1 fra klokken 20.30.
