Tjekkiet skal finde en ny målmand.
Fredag meddelte rutinerede Petr Cech, at han stopper i den tjekkiske landsholdstrøje efter en karriere, der bød på 124 landskampe for Tjekkiet. Det skriver flere medier.
Petr Cech er den tjekke med flest landskampe, og han meddelte sin beslutning ved en fodboldceremoni i Prag fredag, skriver Skysports.
Målmandens sidste landskamp blev dermed 0-2-nederlaget til Tyrkiet ved EM-slutrunden, hvilket sendte tjekkerne ud af turneringen i gruppespillet.
Petr Cech skiftede for et år siden fra Chelsea til Arsenal. Han holdt buret rent i den forgangne sæson i 16 ud af 34 Premier League-kampe.
/ritzau/
