Folk på stadion i Saint-Étienne og hjemme i stuerne blev vidner til en række kedelige billeder, da en række kroatiske uromagere på valgte at kaste romerlys og kanonslag på grønsværen i anden halvleg af opgøret mod Tjekkiet.
Et af kanonslagene eksploderede i hovedet på en Uefa-officiel, og der opstod også slagsmål på et af de kroatiske tribuneafsnit.
Skandaløse scener, som vi desværre nok ikke har set for sidste gang under EM-slutrunden.
Det vurderer Slaven Bilic, der var en af stjernerne på Kroatiens bronzehold ved VM-slutrunden i 1998 og efterfølgende også har stået i spidsen for landsholdet.
- Det er ufatteligt, hvad de folk har gang i. Størstedelen af fansene prøver at tale dem fra det. De er på en mission. Det er nok ikke sidste gang, at de vil gøre det, har Slaven Bilic ifølge The Guardian sagt på ITV.
Forbudt for børn
Problemerne med ballade og uro blandt de kroatiske fans er ikke noget, som kun er landsholdet forundt. Tingenes tilstand i den hjemlige liga bekymrer også den nuværende West Ham-manager.

- Hjemme i Kroatien har vi ikke den bedste liga, men folk går meget op i det. Når der er de store derbys mellem (Dinamo, red.) Zagreb og (Hajduk, red.) Split tager folk ikke deres børn med på stadion, fordi de ved, at det er for farligt, supplerer Slaven Bilic.
Uefa har endnu ikke officielt forholdt sig til urolighederne fredag aften, men det forventes, at der i løbet af lørdagen vil blive åbnet en sag mod det kroatiske forbund.
