- Tag lige to ristede med til mig!
Denne nedladende sætning er rundt omkring i de danske serierækker en fast del af fodboldlingoen, når en spiller er blevet snydt godt og grundigt af en modstander.
Udtrykket bruges, når en forsvarsspiller ser så dum ud, at han ligner en mand på vej ud af stadion – eller ud i cafeteriaet efter pølser.
Pølsebestillingen kunne i torsdagens EM-semifinale meget vel været sendt i retning af den tyske forsvarer Skhodran Mustafi. Han hoppede nemlig i med begge ben, da superstjernen Paul Pogba diskede op med en lille lækker finte ved Frankrigs 2-0-scoring.
Fejl af Kimmich
Den tyske midterforsvarer med albanske rødder kom til at se ualmindelig klodset ud, da Pogba med sit højreben lavede et par fagter i luften, for derefter at flytte bolden et splitsekund før Mustafi satte sin tackling ind.
Lækker detalje af Juventus-spilleren, der i situationen fik sin modstander til at ligne en spiller, der netop hørte hjemme i seriefodbold.
Det skal dog siges til Mustafis forsvar, at årsagen til at Pogba overhovedet fik bolden og Frankrig efterfølgende scorede til 2-0, var en stor fejl af Joshua Kimmich. Det var nemlig Bayern München-spilleren, der mistede bolden i eget felt.
Se Skhodran Mustafi blive snydt af Paul Pogba i playeren herover.