Zlatan Ibrahimovic stopper på det svenske landshold

Når EM er ovre, er det også slut for Zlatans karriere på landsholdet.

Zlatan Ibrahimovic stopper på det svenske landshold. (Foto: © Daniel dal Zennaro, Scanpix)

En af EM’s allerstørste stjerner er det svenske fænomen Zlatan Ibrahimovic. Manden, der stjal EM-pladsen fra Danmark tiltrækker journalister og fans i hobetal, overalt hvor han kommer.

Men nu har han snart båret den blågule trøje for sidst gang. Ifølge avisen Aftonbladet siger Zlatan Ibrahimovic på et pressemøde, at han stopper på det svenske landshold efter EM-slutrunden i Frankrig. Dermed kommer han ikke til OL, som det ellers har været nævnt.

- Sveriges sidste kamp ved EM bliver min sidste kamp for Sverige. Jeg håber ikke, at det bliver i morgen. Jeg kommer ikke til at deltage ved OL, så jeg håber, vi går så langt som muligt her. Men jeg stopper ikke skuffet. Jeg er meget stolt over at være kaptajn for Sverige, siger Zlatan Ibrahimovic ifølge Aftonbladet.

Dermed kan Sveriges kamp mod Belgien onsdag aften blive Zlatans allersidste for landsholdet. Sverige har nemlig brug for tre point i den sidste gruppekamp, hvis ikke EM skal være slut.

34-årige Zlatan Ibrahimovic fik debut for Sverige i 2001. Siden har han spillet 115 landskampe og scoret hele 62 mål. Den svenske legende står i øjeblikket uden klub, men sættes i forbindelse med Manchester United.