På forhånd var Bø-efternavnet på de flestes læber før lørdagens 10 kilometer sprint ved World Cup-afdelingen i Østersund i skiskydning, men det var overraskende ikke Johannes Bø, som tog de største overskrifter i konkurrencen, hvor der til det sidste var dramatik for alle skejserne.
I stedet leverede storebror Tarjei Bø et brag af en præstation – helt nede fra startnummer 94 – og faldt i udmattelse ind over målstregen i bedste tid. Sølle 0,7 sekund foran Martin Fourcade! Det er første gang i fire år, at Tarjei Bø vinder en World Cup-konkurrence.
God uge for Bø-familien
Martin Fourcade havde ellers i lang tid holdt fast i førstepladsen, og han kunne se flere af sine værste konkurrenter løbe i mål i en langsommere tid. Fx Johannes Bø endte på 11. pladsen efter tre fejlskud i den liggende skydning.
Både Tarjei Bø og Martin Fourcade skød én forbier, og det samme gjaldt Erik Lesser på tredjepladsen, der blot var 3,7 sekunder fra førstepladsen.
For Bø-familien er det anden sejr i denne uge, da Johannes Bø i onsdags vandt den individuelle 20 kilometer. Fourcade må nøjes med den lille trøst, at han overtager førervesten i World Cup-stillingen.
Resultater:
1. Tarjei Bø (0+1)
2. Martin Fourcade (1+0) +0,7 sek
3. Erik Lesser (0+1) +3,7 sek
4. Emil Hegle Svendsen (0+1) +13,3 sek
5. Simon Schemmp (0+1) +15 sek
I morgen sender vi de sidste konkurrencer fra Østersund. Først kvindernes jagtstart klokken 13.10 på DR1 og senere på DR3 klokken 15.10 med mændenes jagtstart.