Danske Jakob Fuglsang gennemførte søndag sit første Flanderen Rundt, da han krydsede målstregen som nummer 25. Ind kom han med en større gruppe ryttere 1.16 minutter efter løbets vinder, Team Tinkoffs verdensmester, Peter Sagan. Og det var en tilfreds dansk cykelrytter, DR Sportens Henrik Fallesen talte med i den belgiske målby Oudenaarde.
- Der var action, jeg var nede i et styrt, jeg blev sat, kom tilbage og endte med at sidde med fremme. Der var det hele.
Allerede efter 85 af de 256 kilometer var den danske Astana-rytter indblandet i et styrt med en håndfuld andre ryttere. Værst gik det ud over en af forhåndsfavoritterne, belgiske Greg Van Avermaet (BMC), som måtte udgå, mens danskeren slap med knubs.
- Jeg slog mit venstre håndled, men det var ikke værre end, at jeg kunne fortsætte. Så må vi se, hvordan den ser ud, når adrenalinen aftager igen.
Fuglsangs Astana sad undervejs med helt fremme i løbet, men da det afgørende udbrud kørte væk, var det alligevel uden Astana-ryttere.
- Hvis det hele havde været optimalt, skulle vi have haft en rytter med, da Peter Sagan kørte væk. Men i det øjeblik havde Lars Boom en defekt, og vi andre var ikke opmærksomme nok til at komme med.
Den belgiske brostensklassiker var dog en oplevelse, Fuglsang gerne ser gentaget. Om end ikke i denne omgang
- Alt i alt gik det godt i min første Flanderen Rundt. Så må vi se, om vi skal udvide det til Paris-Roubaix i fremtiden. - Nu skal jeg hjem og træne, inden jeg skal køre Liege-Bastogne-Liege og Giro’en. Så det bliver ikke til flere brosten i denne omgang.