Der har ikke været nogen vaklen i forhold til den startformation, Åge Hareide har foretrukket for det danske landshold.
Og det 3-5-2-system, som landsholdet har spillet i nordmandens fire hidtidige kampe i spidsen for det danske landshold, bliver da også formationen mod Liechtenstein og Armenien.
- Vi stiller op med et tremands-forsvar, bekræfter Åge Hareide over for DR.
- Vi har jo trænet det i de fire hidtidige kampe, og vi har gode spillere til de positioner i Simon Kjær, Andreas Christensen og Jannik Vestergaard. Det gør, at vi kan spille på denne måde, siger landstræneren.
En fordel
To ud af de tre spillere, Åge Hareide nævner, har endda indgående kendskab til hinanden.
Jannik Vestergaard og Andreas Christensen er holdkammerater i Borussia Mönchengladbach, hvor man oven i købet spiller samme system.
Det er en fordel, når de to skal spille sammen på landsholdet, mener landstræneren.
- Det er virkelig vigtigt med de relationer, for vi har få samlinger og træningstimer sammen, siger Åge Hareide.
Og Jannik Vestergaard giver ham ret.
- Andreas og jeg kendte hinanden godt på forhånd. Men grundlæggende er det en fordel på banen at kende hinanden og vide, hvad den anden tænker, og hvordan han plejer at reagere i en given situation, fordi det ofte går så hurtigt, at man ikke har tid til at kommunikere, siger Vestergaard.
Yderligere en fordel er det, at den tyske klub spiller samme system som Hareides foretrukne på landsholdet.
- Det spiller vi også i Gladbach, så det er fint. Jeg synes også, det har fungeret fint i de kampe, vi har haft under Åge. Selvfølgelig skal vi lige vænne os til et nyt system, men indtil videre har det været positivt her på landsholdet, siger Vestergaard.
Kæmper for pladsen
Den 24-årige forsvarer har fået en god start i den tyske Bundesliga-klub, hvor han ikke er fast starter, men hvor han alligevel får rigeligt med spilletid.
Den form vil Vestergaard gerne overføre på landsholdet, hvor han går efter en fast plads i forsvaret.
- I og med at Daniel Agger ikke er her længere, er der en plads åben, og den er vi en del, der forsøger at lægge en billet ind på og kæmpe hårdt for at overtage. Den går jeg også efter at få, siger han og slår fast:
- Jeg er fit og kommer med selvtillid. De kampe, jeg har spillet, har jeg spillet godt, så jeg håber, jeg kan overføre det hertil.