Atleter bytter sommer og løbesko ud med vinter og bobslæde for en OL-billet

Nogle gange kræver det ekstra flid og en ny sport for at få muligheden for at stille op ved OL.

I 2008 var Montell Douglas til OL i Beijing, som atletikudøver. 14 år efter skal hun igen til OL i Beijing denne gang som bobslædekører. (Foto: © Lee Mills og Matthias Rietschel © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Ringene, medaljerne, åbningsceremonien og atmosfæren.

Der er så meget, som er attraktivt ved de olympiske lege, at nogle atleter gerne skifter sport for at være med bare én gang til.

En af dem er den britiske 100 meter-løber Montell Douglas, der debuterede på den olympiske scene i 2008 i Beijing. I år skal hun igen forsøge at jagte medaljer i Beijing, men denne gang er løbeskoene byttet ud med bobslæden.

For selvom karrieren som atletikudøver er slut, valgte den fartglade brite at forsætte i en ny disciplin. Og hun er langt fra den eneste, der vælger at holde liv i karrieren som atlet ved at skifte disciplin.

- Der er flere atletikudøvere, der foretager det, vi kalder en atletisk omskoling, hvor de eksempelvis går fra at være atletikudøvere til at blive bobslædekørere, siger Tom Johansen, formand for bobslæde- og skeleton forbundet i Danmark.

Faktisk har 128 atleter gennem tiden deltaget både ved det moderne sommer og vinter-OL. Særligt atletikudøverne vælger at prøve kræfter med bobslæden, når de ikke længere er blandt verdens bedste på atletikbanen.

- Hvis du er en af de bedste atletikudøvere i verden, vil du lynhurtigt kunne lave din atletiske kapacitet om, så den er velegnet i bobslæde, forklarer Tom Johansen.

Atleterne vælger at skifte sportsgren for at få muligheden for at deltage ved endnu et OL. Her er det Montell Douglas i sin "sommersport", atletik, mens hun i vintermånederne gør sig i bobslæden. (Foto: © Lee Mills, Ritzau Scanpix)

Men hvorfor vælger atleterne at skifte disciplin? Hvis man spørger den danske sprinter Simon Hansen, er der en meget klar grund.

- Det er 100 procent OL-ringene, der trækker. Jeg tror ikke, at atleterne vil skifte disciplin, hvis ikke det var for at opleve endnu et OL, siger atletikudøveren.

Formanden Tom Johansen er enig i, at det er OL-ringene, der er det helt store trækplaster. Men fortæller også, at der kan være en anden grund.

- Mange af dem gør det også for at blive skrevet i historiebøgerne som Montell Douglas, der er den første britiske kvinde, der deltager ved vinter- og sommer-OL, fortæller Tom Johansen.

Bobslæden rekrutterer atletikudøvere

En stor del af de 128 atleter, der gennem tiden har deltaget ved både sommer- og vinter-OL, er atletikudøvere der skifter til bobslæde.

- Det er rigtig vigtigt at have en hurtig starttid, og hurtige starttider produceres af atleter, der kan løbe hurtigt og er stærke, fortæller Tom Johansen, der også er tidligere bobslædepilot.

Derfor er atletikudøverne, særligt sprinterne, dygtige til bobslæde, da de har det fysiske på plads. Men selvom atletikudøveren Simon Hansen rent fysisk ville være god i en bobslæde, har han aldrig overvejet et karriereskift.

- Det danske bob- og skeleton forbund har haft fat i mig. Men hvis jeg skulle dyrke en anden sport, end den jeg dyrker i dag, ville jeg spille fodbold, fortæller den 23-årige sprinter.

Det danske forbund har da også fundet nogle af dem, de satser på til deres bobslædehold i atletikken.

Således består det danske bobslædehold, der ikke er med ved vinterlegene i Beijing, af to sprintere, to trespringere og en vægtløfter.

Flere sommeratleter skal i aktion ved vinter-OL i Beijing

I år er britiske Montell Douglas ikke den eneste tidligere sommer-OL-deltager, der har kvalificeret sig til vinter-OL i Beijing.

Også sprinteren Alexandra Burghardt, der så sent som i sommer deltog ved de olympiske lege i Tokyo, deltager i bobslæde ved dette OL.

Og den tidligere cykelrytter, 46-årige Jaqueline Mourao fra Brasilien, skal i år deltage ved vinter-OL som langrendsløber.

Bobslædekonkurrencerne ved OL blev skudt i gang søndag den 12. februar.