Danske speedskatere har trænet sammen i 15 år: Venskabet har vokset sig større end sporten

Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt har fulgtes ad siden 2004. Nu skal de i aktion ved deres andet OL sammen.

Speedskaterne Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt. (Foto: © Mladen Antonov/AFP © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

- Vi nyder at være venner på tur.

Og denne tur er en af de helt særlige. For denne gang er turen gået til de olympiske lege i Beijing.

De to speedskatere Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt har gennem de sidste 15 år fulgtes ad til adskillige World Cups og utallige træningslejre.

Nu står de igen sammen. Denne gang ved deres andet OL.

- Vi er rigtig glade for at kunne kvalificere os begge gange, og endda også præstere ved OL i 2018. Lige siden har målet været at komme tilbage og se, hvad vi så kan præstere denne gang, siger Stefan Due Schmidt.

Det har taget fire års hårdt arbejde at holde træningen ved lige, for endnu engang at kunne kvalificere sig til de olympiske lege. Og det er netop de år, hvor de to speedskatere har allermest glæde af hinanden.

- Vi kan godt klare et par uger uden hinanden, men det er de fire år mellem de olympiske lege, hvor det er virkelig fedt at have hinanden, siger Viktor Hald Thorup

- I de fire år er vi rundt til tyve forskellige lande til World Cups. Det er nok ikke noget man ser så meget derhjemme, men det er 99 procent af vores liv.

Hør hvad de danske speedskatere har at sige her:

Venskabet fylder mere end sporten

De hele startede i 2004 på rulleskøjter, hvor de to drenge mødtes for første gang til Danmarksmesterskaberne. Siden da er rulleskøjterne byttet ud med skøjterne, og hvad der før var en fritidsaktivitet blev til et fuldtidsjob og en karrierevej.

Deres venskab bygger på en fælles kærlighed til sporten. I starten brugte de to danskere hinanden i træningen som sparingspartnere og træningsmakkere, men med tiden har de fået egne træningsrutiner.

- I takt med at vi er blevet ældre, har vi fået mere ud af det venskabelige end det sportslige. Vi bruger meget mere tid sammen uden for træningen end til træning, siger Viktor Hald Thorup.

For i dag har venskabet vokset sig større end sporten.

- Det er faktisk alle de dybere samtaler udenfor sporten, jeg sætter pris på, siger Stefan Due Schmidt.

De to speedskatere bor i forskellige lande, men mødes ofte med det de kalder "deres lille skøjtefamilie" til diverse træningslejre og World Cups. Danske speedskatere er ganske unikke, for der findes kun få af slagsen.

Familen består af landstræner Jesper Carlson, der holder sammen på det hele og trofast følger med Viktor Hald Thorup, Stefan Due Schmidt og hans bror Philip Due Schmidt rundt i verden.

  • Viktor Hald Thorup fik en flot femteplads ved de olympiske lege 2018 i Pyeongchang. (Foto: © Phil noble, Ritzau Scanpix)
  • Stefan Due Schmidt kvalificerede sig til finalen i massestart ved vinter-OL i 2018 i Pyeongchang, hvor han endte på en 13. plads. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Satser på dansk dominans i finalen

De to speedskatere får lov at afrunde et historisk dansk OL i mændenes massestart. Her skal de to starte i hver deres semifinale, og de håber på, at de kan mødes i finalen.

- Vi har begge to et klart mål om at komme i finalen, ligesom vi gjorde for fire år siden. Vi har niveauet til det, men det er ikke nemt. Der er få lande, der lykkedes med at få to i finalen, siger Stefan Due Schmidt.

Ved vinter-OL i 2018 i Pyeongchang sikrede de sig begge, på imponerende vis, en plads i finalen. Kun to andre nationer formåede at have to speedskatere i finalen.

- Hvis vi når til finalen, kan vi godt få en lille smule glæde af hinanden. Men det er ikke meget, man når på de syv minutter, som løbet tager, siger Stefan Due Schmidt.

- Men det er i hvert fald ikke en ulempe.

Du kan se semifinalen og finalen i mændenes massestart på DR1 og DRTV fra klokken 7.55 lørdag morgen.