'De er bare helt vildt gode': De danske curlingherrer roser de svenske overmænd

De danske curlingherrer taber til Sverige, der endnu ikke har tabt en kamp ved OL i Beijing.

En frustreret dansk skipper efter en mislykket niende ende. (Foto: © Lillian Suwanrumpha, Ritzau Scanpix)

I nat var de danske curlingherrer endnu engang i aktion. Denne gang var det vores svenske naboer, der var modstanderen. Og desværre viste svenskerne sig at være en for stor mundfuld for danskerne.

Med nederlaget ligger Danmark på 10.-pladsen i gruppespillet, og de kan derfor ikke længere overhale USA, som ligger på fjerdepladsen med fire sejre. Dermed er de danske curlingherrer ude af vinter-OL.

- Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp mod Sverige, men de er bare helt vildt gode. Det er svært at følge med dem, og vi får ikke straffet dem, når de giver os chancer, siger den danske curler Mads Nørgård.

Den danske curler Tobias Thune fik olympisk debut i kampen mod Sverige (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Ritzau Scanpix)

Særligt i sjette ende viste svenskerne, hvorfor de hidtil har været uovervindelige i den olympiske turnering. Her kom de nemlig foran med 5-2, da den danske skipper, Mikkel Krause, kiksede to takeouts.

- Jeg brænder nogle sten i sjette ende, som jeg formodentlig ikke havde brændt, hvis det var tidligere i kampen. Og det koster os dyrt, når det er et hold som Sverige, vi spiller i mod, siger Mikkel Krause.

Derfra overtog svenskerne fuldstændig kampen, og i niende ende, lykkedes Mikkel Krause ikke med at få gjort noget ved den svenske sten i huset. Sverige havde derfor mulighed for at øge føringen til 8-3, og af den grund valgte Danmark at sige tak for kampen.

Svensk superskipper

De danske curlingherrer havde dagen forinden tanket op på selvtilliden efter en sejr over Norge. Og selvom Danmark nu er færdig ved dette OL efter nederlaget til Sverige, var sejren over Norge vigtig for holdet.

- Det betyder rigtig meget at komme herfra med en sejr. Så føler man, at man hører til i selskabet her ved OL, siger Mikkel Krause.

Men selvom selvtilliden var høj, var det ikke nok til at slå Sveriges stjerneskipper Niklas Edin.

- Deres skipper Niklas er genial. Han bærer hele holdet, siger Mads Nørgård.

Hør hvad Mads Nørgård har at sige om den svenske superskipper her:

En kamp om niendepladsen

Onsdag skal Danmark møde Italien, der endnu ikke har vundet en kamp ved dette OL. Derfor vil danskerne også rigtig gerne have endnu en sejr i banken.

- Normalt er Italien ret gode, men de har haft en lidt dårlig turnering. Men vi skal bestemt ikke undervurdere dem, siger Mads Nørgård.

Hvis de danske curlingherrer onsdag vinder over Italien, kan de undgå at ende på sidstepladsen ved OL.

De danske herrer møder Italien den 16. februar klokken 07.00 dansk tid. Kampen vises på TV2 og kan følges på dr.dk