De vildeste OL-videoer: Verdensrekorder, dansk drømmedrøn og dårlig stedsans

Vinter-OL's sidste konkurrence er slut, men hvad er det vildeste øjeblikke ved legene?

(Foto: © Grafik: Diede Linnet Van De Mosselaar)

Den sidste OL-medalje i denne omgang er blevet vundet, og der er kun minderne tilbage.

Fra de højeste hop, de største kiksere og de mest spektakulære præstationer til de mest mindeværdige øjeblikke.

DR Sporten giver herunder et bud på 10 øjeblikke, vi kommer til at huske:

Russisk skiskyder misser fem skud og taber guldet

Russerne var komfortabelt i front på herrernes stafet i skiskydning, men sidste mand, Eduard Latypov, missede fem skud på den sidste skydning, og så måtte han se både det norske og franske hold glide forbi i stillingen.

Men han har kun fået støtte fra sit hold, fortæller holdkammerat Said Karimulla Khalili.

- Vi støtter ham og håber, at der vil være mange støttende ord til ham. Meget få folk forstår, hvordan det er at komme ind til den sidste skydning i sådan et vejr og være den førende.

- Meget få forstår det, så vi kan ikke bebrejde Eduard, sagde Said Karimulla Khalili til den Olympiske Informationskanal.

Newzealænder sikrer landets første OL-guld

Zoi Sadowski-Synnott blev den første newzealandske guldvinder nogensinde ved vinter-OL.

Og hun fandt noget ekstraordinært frem for at sikre medaljen i kvindernes slopestyle-konkurrence på snowboard.

- Åhhhhh, det er sygt landet!, lød det fra DR's kommentator, Emil Schiønning, da newzealænderen satte sit sidste trick, en 1080'er.

Markus Lauridsen sjasker Danmark i kvartfinalen

- Markus Lauridsen på blå linje... Og den går ind! Danmark er foran med 3-2!, lød det fra DR Sportens ishockeykommentator, Frederik Lindved.

Hvilken scoring, og hvilken måde at sende Danmark i OL-kvartfinalen.

- Det er ganske fantastisk. Vi kan godt betegne det her som den største danske ishockeypræstation, vi har set, sagde ishockeyekspert Olaf Eller efter triumfen mod Letland.

Danmark tabte den efterfølgende kvartfinale mod russerne, som senere nåede hele vejen til finalen, men tabte til Finland.

Skuffet Shiffrin bliver siddende i sneen

Uha, uha, vinter-OL i Beijing blev ikke den oplevelse, den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin havde drømt om.

Med en heftig favoritrolle i bagagen var hun taget til Beijing, men i første konkurrence, hun deltog i, storslalom, nåede hun aldrig i mål.

Det skulle gentage sig i slalom, hvor hun igen styrtede. Skuffet, knust og ked af det satte hun sig i sneen.

Shiffrin udgik også af den kombinerede alpinkonkurrence, mens hun sluttede på niendepladsen i super-G, 18. pladsen i styrtløb og fjerdepladsen i parallelslalom for mixhold.

Johaug cementerer norsk guldrekord

Therese Johaug startede en decideret norsk guldregn. Hun var, da hun triumferede i skiatlon, den første norske guldmedaljevinder ved legene.

Siden tog hun endnu en guldmedalje i 10 kilometer klassisk, og endelig afsluttede hun den norske guldfest med den suveræne sejr i 30 kilometer fællesstart.

Johaugs tredje guldmedalje ved legene var samtidig Norges guldmedalje nummer 16, hvilket er rekord for flest guldmedaljer til en nation nogensinde ved et vinter-OL.

Det var også Johaugs sidste OL-medalje i karrieren, da hun har annonceret, at legene i Beijing bliver hendes sidste.

15-årige Kamila Valieva bukkede under for presset

Alles øjne hvilede på Kamila Valieva.

Hun er suveræn indehaver af verdensrekorden i nærmest alt, der hedder kunstskøjteløb, så hun var storfavorit i kvindernes individuelle program.

Hun levede da også delvist op til favoritværdigheden og lagde sig i front med en topscore i det korte program. Men dagen efter, i det frie program, gik det helt galt for en tydeligt påvirket Valieva, der kiksede flere sekvenser i sit program.

Valieva var blevet genstand for stor omtale, efter det kom frem, at hun havde afleveret en positiv dopingprøve. Det blev dog besluttet, at hun kunne fortsætte sin deltagelse ved legene.

Svensk dominans i skøjtehallen

- Han ser ud til at maltraktere sin egen verdensrekord, sagde DR's speedskating-kommentator, Andreas Kraul, da Nils van der Poel var aldeles suveræn i herrernes 10.000 meter.

Svenske Nils van der Poel barberede to sekunder af sin egen verdensrekord i sin suveræne march mod OL-guldet.

Han nappede også guldet på den halve distance, 5.000 meter, men her "nøjedes" han med at sætte olympisk rekord.

Nordmand drejer forkert og misser guldet

Det kan godt betale sig at have en god stedsans. Men det var næppe noget, norske Jarl Magnus Riiber havde regnet med, han ville få brug for i nordisk kombineret.

I langrendsdelen af konkurrencen på stor bakke og 10 kilometer langrend drejede Riiber forkert, og i stedet for at veksle sit forspring til en guldmedalje, endte han med at blive nummer otte i konkurrencen.

Eileen Gu går stort

Eileen Gu blev OL's helt store stjerne med ski på.

I freestyle-disciplinerne nappede hun tre medaljer. To af guld og en af sølv. Særligt i halfpipen var Gu aldeles fremragende.

- Det var et af de bedste pipe-løb, jeg nogensinde har set fra en kvinde, sagde DR's ekspertkommentator, Jacob Ebskamp, om Eileen Gu's gennemløb.

Smuk kinesisk verdensrekord

- Et fantastisk, velgennemført og smukt program.

Således opsummerede DR's kunstskøjteløbskommentator, Birgitte Borch, Wenjing Sui og Han Congs præstation i det frie program for par.

Sui og Cong gik ind til konkurrencen på førstepladsen, og en verdensrekord i det frie program sørgede for, at de også stod øverst på podiet, da medaljerne skulle overrækkes.