Fra caribisk børnehjem til OL i Beijing: Haitis store håb er klar til den største scene

Den haitianske skiløber Richardson Viano er østatens første atlet ved vinter-OL nogensinde.

19-årige Viano Richardson kommer til OL efter en 35. plads til VM i Storslalom i 2021. (Foto: © PIERO CRUCIATTI, Ritzau Scanpix)

Richardson Viano er måske ikke et navn, som vækker genklang hos den gængse vintersportsentusiast.

Sådan er det ofte med debutanter, men i dette tilfælde skyldes det måske særligt, at han repræsenterer en nation, der aldrig tidligere har deltaget ved et vinter-OL. Nemlig Haiti.

Den 19-årige skiløber stiller op i storslalom, og selvom medaljehåbet er svagt, handler det om noget langt større for den lille nation.

Haitis ambassadør i Berlin, Dr. Frantz Bataille, er ikke i tvivl om, at Richardson Viano er en solstrålehistorie for den caribiske østat.

- Hans chancer for at vinde medaljer er selvfølgelig små. Men det vigtige her er sådan set også det store billede, og alt den inspiration han bringer til alle i Haiti og alle forældreløse omkring i verden, siger Dr. Frantz Bataille til DR Sporten.

Richardson Viano er opvokset i de franske alper, siden han var 3 år gammel (Foto: © PIERO CRUCIATTI, Ritzau Scanpix)

Fra børnehjem til Alperne

Som barn boede Richardson Viano på et børnehjem i Haiti, inden han som 3-årig blev adopteret af et fransk-italiensk par. Herefter lærte han at stå på ski i de franske alper og blev hurtigt forelsket i sneen og bjergene.

Rygtet om Vianos evner på de stejle pister spredte sig til hans hjemland, og da han som 16-årig fik et opkald af formanden for Haitis Skiforbund, troede han ikke sine egne øre.

- Jeg troede, det var en joke fra en ven. Efter opkaldet lavede jeg lidt research på nettet og fandt frem til, at den var god nok. Så efter et par dage ringede jeg tilbage og aftalte et møde med ham og mine forældre, siger Richardson Viano til OL’s hjemmeside.

Invitationen til at repræsentere Haiti ved OL gav den unge skiløber muligheden for at komme tilbage og besøge det børnehjem, hvor han i sin tid fik sin start på livet. Det har givet ham lysten til at inspirere andre til at udleve deres drømme og vise dem, at sport er en mulighed for at nå langt.

- Jeg kom tilbage til mit gamle børnehjem, og jeg er stolt af at kunne vise dem den succes, jeg har opnået. Det er stort for mig at kunne give håb for unge mennesker gennem sport og dets værdier. Vi er et stolt folk, og jeg forstår nu, hvad det vil sige at repræsentere et land, siger Richardson Viano.

Han har allerede vundet

Haiti er forståeligt nok ikke en særlig stor vintersportsnation. Men med Vianos deltagelse ved OL, forventer man klart, at populariteten omkring vinterlegene vil stige.

- Lige nu er det ikke stort. Men efter dette OL, og med Haitis fortsættende tilstedeværelse, er der ikke tvivl om, at populariteten vil komme til at stige. Og seertallene for dette års begivenhed vil afgjort bære præg af Richardsons deltagelse, siger Haitis ambassadør i Berlin, Dr. Frantz Bataille.

For ambassadøren er medaljehøsten da heller ikke det vigtigste. For ham er Viano allerede en stor vinder.

- At komme fra et børnehjem og have vedholdenheden til at blive en olympisk atlet i sådan en ung alder. Det er den største medalje, man overhovedet kan vinde, siger Dr. Frantz Bataille.

Selvom det måske ikke bliver til medaljer, kan du følge Vianos OL-eventyr fra den 13. februar på DR1 og DRTV, når han dyster i slalom og storslalom på alpinski.