Gu' ka det lade sig gøre: Kinesisk skistjerne fik socialt medie til at gå i sort efter guld

Eileen Gu vandt i går kvindernes big-air konkurrence på ski, og det gik ikke stille for sig på de sociale medier i Kina.

Jublen fra Eileen Gu var ikke til at tage fejl af. (Foto: © how hwee young, Ritzau Scanpix)

Hvad skal der til for, at det sociale medie Weibo med over en halv milliard brugere går helt i sort?

Svaret er en guldmedalje, flere millioner følgere og 90.000 kommentarer på under en halv time.

Det ved kinesiske Eileen Gu - eller Gu Ailing som hun kaldes i Kina, efter hun i går indfriede favoritværdigheden i kvindernes big-air konkurrence på ski og vandt guld efter et fantastisk gennemløb.

- Det var det bedste øjeblik i mit liv. Jeg kan bare ikke tro, hvad der lige skete, sagde 18-årige Gu efter sin sejr.

- Selv hvis jeg ikke landede tricket, følte jeg, at det ville sende et budskab ud til verden og forhåbentlig tilskynde flere piger til at bryde deres egne grænser, tilføjede hun.

Eileen Gu var flyvende tirsdag. (Foto: © Manan VATSYAYANA, Ritzau Scanpix)

Da guldet var i hus, strømmede mange millioner fans ind på det sociale medie Weibo, der i Kina er lidt svarende til Twitter, for at lykønske hende.

Emnet dominerede søgningerne på det sociale medie, hvor syv af de ti mest populære emner handlede om Eileen Gu og hendes sejr.

Hendes 2,6 millioner følgere efterlod mere end 90.000 kommentarer på mindre end 30 minutter, og hashtags, såsom ’Gu Ailing vandt guldmedaljen’, fik mere end 300 millioner visninger inden for en time. Og det fik altså siden til at brænde sammen og gå i sort.

En kæmpe stjerne i Kina

For i Kina er Gu Ailing en kæmpe stjerne. Hun er med i reklamer og har sponsoraftaler med store firmaer. Med andre ord er hun billedet på den kinesiske drøm.

Og med en amerikansk far og kinesisk mor har hun samtidig valgt Kina til og USA fra, når hun stiller op i de kinesiske farver på hjemmebane i Kina.

Det er med til at øge hendes popularitet yderligere, fortæller Mette Thunø, der er lektor i Kinastudier på Aarhus Universitet.

- Hun er blevet så populær, fordi hun har valgt at repræsentere Kina fremfor USA. Hun er ’blevet købt til’ at stille op for Kina, og i kinesernes øjne har hun valgt side til fordel for Kina, siger hun og fortsætter:

- I den internationale geopolitiske situation mellem Kina og USA er der selvfølgelig en ekstra fjer i hatten til Kina, når hun så vinder over de amerikanske atleter.

I den samlede medaljestatistik ved årets vinter-OL er USA i skrivende stund dog fortsat en smule foran Kina, da amerikanerne har vundet syv medaljer mod Kinas fem.